25. juni 2017

Skoleafslutning 2017

Lørdag d.24/7, 2017, sluttede skoleåret 16/17 på Efterskolen for Scenekunst. Dagen blev festligholdt med en højtidelig afslutning med fællessang, tale, overrækkelse af afgangsbeviser, elevoptræden og vemodig afsked omkring skolens imponerende store lindetræ.

Forstander Heine Boe talte med udgangspunkt i Antoine de Saint Exupérys historie om Den lille prins og dennes møde med ræven. “Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet!” Lyder en af rævens livsfilosofiske overvejelser.

 

 

Afslutningstale 2017:

“Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet!”

af Heine Boe

Da var det ræven dukkede op.

– Goddag, sagde ræven.

– Goddag, (…) hvem er du? spurgte den lille prins, du ser så pæn ud….

– Jeg er en ræv, sagde ræven

– Vil du ikke lege med mig? Spurgte den lille prins. Jeg er så ked af det.

– Jeg kan ikke lege med dig, sagde ræven, jeg er ikke gjort tam.

– Åh, så må du undskylde, sagde den lille prins.

Men da han havde tænkt sig lidt om, tilføjede han: Hvad er det at blive gjort tam? (…)

– Noget man i alt for høj grad har glemt. Det betyder at knytte bånd.

– Knytte bånd? (Sagde den lille prins)

– Ja vist, sagde ræven. Endnu betyder du ikke andet for mig end en lille dreng, mage til hundrede tusinde andre små drenge. Jeg har ikke brug for dig, og du har ikke brug for mig. For dig er jeg bare en ræv mage til hundrede tusinde andre ræve. Men hvis du gør mig tam, så vil vi få brug for hinanden. Så bliver du den eneste i verden for mig, og jeg bliver den eneste i verden for dig.

– Nu begynder jeg at forstå, sagde den lille prins. Der er en blomst… den har vist gjort mig tam… (…)

Ræven (…) stirrede længe på den lille prins:

– Åh, vil du ikke godt… vil du ikke nok gøre mig tam? sagde den.

– Jeg vil gerne, sagde den lille prins, men jeg har ikke megen tid. Jeg skal have fundet venner, og der er så meget, jeg skal lære at kende.

– Man lærer kun det at kende, som man gør tamt, sagde ræven. Menneskene har ikke mere tid til at lære noget at kende. De køber alting færdigt hos de handlende. Men der findes ingen butikker, hvor man handler med venner. Menneskene har ikke mere nogen venner. Hvis du ønsker en ven, så gør mig tam.

– Hvordan bærer man sig ad? spurgte den lille prins.

– Man skal være tålmodig, svarede ræven. Først skal du sætte dig et stykke fra mig, således, i græsset. Jeg skæver til dig, og du siger ingenting. Ordene er misforståelsens kilde. Men for hver dag ville du kunne rykke lidt nærmere…

Næste dag kom den lille prins tilbage.

– Det var bedre, hvis du kunne komme på samme tid, sagde ræven. Hvis du for eksempel kom klokken fire om eftermiddagen, så ville jeg kunne begynde at glæde mig klokken tre. Jo mere tiden nærmer sig, des gladere vil jeg være. Klokken fire er jeg allerede begyndt at blive rastløs og urolig; jeg lærer, at lykken har en pris. Men hvis du kommer på et vilkårligt tidspunkt, vil jeg aldrig vide, hvornår jeg skal klæde mit hjerte i festdragt. Et ritual må der til.

– Hvad er et ritual? Spurgte den lille prins.

– Det er (også) noget, man i alt for høj grad har glemt, sagde ræven. Det er det, der får en dag til at blive forskellig fra alle andre dage, en time forskellig fra alle andre timer. (…)

Så gjorde den lille prins da ræven tam, og da afrejsens stund nærmede sig, sagde ræven:

– Åh, hvor vil jeg komme til at græde.

– Det er dig egen skyld, sagde den lille prins. Det er ikke, fordi jeg er skadefro, men du har selv ønsket, at jeg skulle gøre dig tam…

– Ja, naturligvis, sagde ræven.

– Men du vil komme til at græde, sagde den lille prins.

– Naturligvis, sagde ræven.

– Jamen så har du ikke fået noget ud af det!

– Jo, det har jeg, sagde ræven. (…) – Gå hen og se på roserne igen, og du vil forstå, at din er den eneste i verden. Kom så tilbage og sig farvel, og jeg skal som afskedsgave betro dig en hemmelighed.

Den lille prins gik hen og så på roserne.

– I ligner slet ikke min rose, I er slet ingen ting endnu, sagde han til dem. Ingen har gjort jer tamme. I er ligesom ræven var. Den var bare en ræv ligesom hundrede tusinde andre ræve. Men jeg har gjort den til min ven, og nu er den den eneste ræv i verden.

(…) Og han gik tilbage til ræven:

– Farvel, sagde han…

– Farvel sagde ræven, og nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet. (…)

– Det er den tid, du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld. (…)

– Menneskene har glemt den sandhed, sagde ræven. Men du må aldrig glemme den. Du har for evigt ansvaret for det, du har gjort tamt. Du har ansvaret for din rose…

– Jeg har ansvaret for min rose… gentog den lille prins for bedre at kunne huske det.

 

Sådan hører vi i Antoine de Saint Exupérys smukke fortælling om den lille prins.

I historien om den lille prins og ræven er temaet det, at knytte bånd. Perspektivet er vedkommende og beskrivelsen er poetisk og smuk i sin umiddelbarhed.

Og rækken af sandheder om det at knytte bånd, at skabe venskaber – eller at gøre tam, som det må hedde, når vi har med en ræv at gøre, er lang.

Hvordan bærer man sig ad? Spørger den lille prins.

Og ræven svarer, at det kræver tålmodighed. Det kræver tavshed, og at der må ritualer til.

Tålmodighed er en dyd, hedder det. Noget, vi kan have svært ved at leve op til i en tid, hvor vi kan klikke videre på nettet og i livet lige så hurtigt, som vores umiddelbare interesse ikke vækkes.

Men der er noget, vi går glip af, siger ræven. Det at knytte bånd tager tid. Det kræver tålmodighed. At man tør og evner at gå langsom frem. At man lader sig og den anden mødes uden noget andet formål end netop mødet.

Der er ting i virkeligheden, som ikke kan forceres, men som kræver tid. Det at knytte bånd eller skabe venner er en af dem.

Ræven udvider pointen ganske betragteligt, idet den siger, at man kun lærer det at kende, som man gør tamt. Ræven uddyber og siger om menneskene, at de ikke længere har tid til at lære noget at kende.

Vores tid er præget af forestillingen om effektivitet. Men det dybe bekendtskab kan ikke effektiviseres. Det kræver, at man sætter sig selv i relation til det, man skal lære at kende, og det tager tid.

Så tålmodighed må der til. Og tavshed, siger ræven. Og hvorfor nu det?

Jo, siger ræven, ordene er misforståelsernes kilde. Men er det ikke igennem ordene, vi forklarer os? Jo, og det er netop pointen. Skal vi knytte bånd, handler det ikke om at forklare sig men om at blive set og mødt. Det går den anden vej. Min ven er jo min ven, ikke fordi jeg har forklaret mig, men fordi han har set mig og har set bag om alle ordene. Vi er blevet særlige for hinanden ved at tage den tid, det tager, og ved at være sammen – uden andet formål end samværet.

Og et ritual må der til, siger ræven. Pointen er måske overraskende. Vi ser givetvis frihed og mening i, at vi ikke er underlagt alle mulige former. Men ræven hævder direkte, at formløsheden bliver ligegyldighed, for så er der ingen forskel.

Og ritualer handler netop om at skabe forskel. Det handler om at sætte et før og et efter. Det handler om at skabe struktur, og det handler om at give mening.

Vi kender massevis af ritualer, som gør netop det. Når vi mødes, hilser vi ordentligt på hinanden i stedet for at gå bardus til sagen. Dermed siger vi: Jeg har set dig. Til et måltid siger vi værsgo og velbekom, og i en større sammenhæng fejrer vi barnedåb, bryllup osv., ikke mindst fordi vi derved får sat en forskel – et før og et efter – og måske derved får skabt mening i noget, som er større end os selv.

I forhold til det at knytte bånd eller at skabe venskaber gælder det samme. Formløshed og vilkårlighed skaber ligegyldighed. Ritualer sætter forskel og skaber mening.

Ræven og den lille prins bliver venner. Og da afskedens time kommer, spidser tingene til.

Åh, hvor vil jeg komme til at græde! Siger ræven. – Det er din egen skyld! Siger den lille prins.

Og det er jo sandt. Det er fordi ræven er blevet gjort tam, fordi de to har knyttet bånd, at de vil komme til at græde.

Prinsen spørger, om man så overhovedet har fået noget ud af det, og ræven svarer ved at lade den lille prins gå hen og se på roserne. Og den lille prins indser, at hans rose er helt anderledes og særlig end alle de roser, han kunne se på marken.

“Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet!” siger ræven, da den lille prins kommer tilbage.

Det væsentlige i tilværelsen kræver, at vi ser med hjertet. Det er ikke blot blind følelse, der her kaldes på som modsætning til forstanden, men netop hjertets blik, som er kærligheden.

Kun ved at møde verden med et kærligt blik, ser vi verden rigtigt – i mildhed, engagement og tilgivelse. Modsat øjets blik, der måler og vejer verden og gør den op i kategorier.

Hjertets blik, kærligheden, er tillige at have en relation til verden. Den har betydning for mig.

“Det er den tid, du har spildt på din rose, der gør den så værdifuld.” Slutter ræven af med at sige. En sætning, der nok kan overraske et moderne menneske. Spild af tid er jo pr. definition af det onde, men her bliver det sat på hovedet. Der sættes et lighedstegn mellem det, at rosen er blevet noget særligt og det samvær, der netop intet andet har for øje end netop samværet, altså et formålsløst samvær.

Med andre ord, kan sandt venskab kun etableres, når vi ikke ser hinanden som midler til at opnå noget men opfatter hinanden som mål i sig selv.

-o-

Rævens pointer om det at knytte bånd og om at se med hjertet bliver til en samfundskritik, der er ligeså relevant nu, som da bogen blev skrevet for mere end 70 år siden:

Vi lever i en tid, der er kendetegnet ved, at der er fokus på effektivitet, og hvor alt netop gøres til middel. Om det så er undervisning, kunst og kultur. I skolen skal vi have mere bevægelse. Et fint tiltag, men i argumentationen hører vi, at det er fordi eleverne derved bliver dygtigere til matematik og dansk, – ikke fordi bevægelse er godt og retfærdigvis er mål i sig selv.

I skolen skal vi naturligvis lære noget – og lære at lære, som det hedder. Men oftere og oftere hører vi, at det ikke er fordi, det har værdi i sig selv at forstå litteratur eller at kende historien, men grunden til at vi har skolesystemet er, fordi vi derved får forberedt eleverne på arbejdslivet. Skolen som sådan bliver et nødvendigt middel i statens mobilisering og i konkurrencen mod Kina, må vi forstå. Den selvstændige værdi forsvinder.

Selv kunst og kultur underlægges dette instrumentelle blik og bliver noget, man fra stat og kommune spekulerer i at investere i for at tiltrække de rigtige skatteborgere.

“Det skal kunne betale sig”, lyder argumentet i snart sagt enhver sammenhæng.

Og der laves kalkuler og regneark…

Her kommer ræven og siger denne logik stik imod. “Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet!”

Med det instrumentelle nytte-blik bliver vi blinde for det væsentlige. Det væsentlige kommer til kun syne, når vi forstår, at vi er i relation til tingene. Ikke bare i et nytte- eller brugsforhold til dem. Ting har betydning. Litteratur har betydning. Kunst har betydning. Historie har betydning. Mennesker har betydning! – Og værdi i sig selv!

Det er først, når vi erkender dette, og når vi tør se med hjertet, at vi kan se det væsentlige.

-o-

Da I startede på Efterskolen for Scenekunst for 10 måneder siden, kunne I se rundt på godt og vel 60 andre unge mennesker. Det kunne have været hvem som helst. De var ikke særlige for jer – endnu. De var som roserne på marken.

Men I begyndte at knytte bånd, at skabe venskaber. Nogle af jer var måske utålmodige og håbede, at bedsteveninden var fundet, inden introugen var omme. Men I måtte erkende, at forløbet ikke kunne forceres.

Og I lærte, at I ikke kunne vinde venskabet ved at råbe op og tale i munden på hinanden, men at tillid og tryghed oftere hænger sammen med tavshed end med snak. At det ikke handler om at forklare sig, men måske snarere om at blive gennemskuet og holdt af på trods.

Og I lærte at rammen om fællesskabet var vigtigt. Fællesskab og venskab opstår, fordi der bliver plads til det.

Vi handler på skolen rituelt i mange sammenhænge. Vi holder morgensamling, og I kender formen. Vi holder aftensamling, og I kender formen. Vi spiser måltider sammen, og I kender formen. Vi holder Go’ Weekend, og I kender formen. I alle de sammen­hænge handler vi rituelt. Ritualerne skaber struktur og mening.

Når vi holder Go Weekend er der et før og et efter. Skoleuge og weekend. I har lært og erfaret, at form er nødvendig. Og formen skaber rammerne for et meningsfuldt samvær og fællesskab. Og indenfor rammerne og i kraft af disse, kan der knyttes bånd.

Det skabte plads til et samvær, det ikke havde andet formål end sig selv. Og når dette samvær opstod, blev der plads til, at den enkelte kunne blive set og at bånd kunne knyttes, venskaber kunne opstå. I kunne for hinanden træde ud af mængden og ikke blot være en ung som alle andre unge, men blive netop den eneste for hinanden.

Og nu står vi så ved afslutningen. Og I ved, at det ikke giver mening at spørge, om man så har fået noget ud af det.

Når I synger “En kort en lang”, vil I tænke på jeres rose.

Når I næste gang læser Benny Andersen, vil I tænke på jeres rose.

Når I hører David Bowie, vil I tænke på jeres rose. Mange ting vil minde jer om jeres rose.

Meget vil I forlade og efterlade her på skolen. Men det væsentlige har I med jer.

Så kære små prinser og prinsesser.

Kære ræve og alle mulige andre skabninger…

Tak fordi I valgte at spilde tiden på hinanden her hos os.

Tak fordi I ofte tillod jer at se med hjertet.

Tak for efterskoleåret 2016/2017 på Efterskolen for Scenekunst.

Besøg os

Har du fået lyst til at se nærmere på skolen, er du velkommen booke et besøg her. Vi glæder os til at møde dig. Hvis du er i tvivl om noget kan du altid ringe på 4161 8485 eller skrive til os: info@efterskolenforscenekunst.dk.

Eleverne hygger sig
Oplev scenekunst med eleverne