Skoleafslutning 2020

Afslutningstale 2020

Om Sisyfos, Corona og efterskoleliv

Af Heine Boe

I den græske mytologi møder vi Sisyfos, der af guderne var blevet dømt til uophørligt at trille en sten op på et bjerg, hvorfra den straks rullede ned igen ved sin egen vægt, hvorefter Sisyfos måtte vende tilbage til bjergets fod og genoptage sit sisyfosarbejde. På den måde formåede Sisyfos at blive mere kendt og navnkundig for sin evige skæbne i underverdenen end for sit liv blandt de levende.

Fortællingerne om Sisyfos i levende live er forskelligartede. Han beskrives sine steder som en besindig mand andre steder som en røver-konge. Det korte af det lange er i hvert fald, at han udviste tilstrækkelig ubetænksomhed i sin omgang med guderne til, at han måtte modtage sin evige dom med stenen.

Og også her er fortællingerne tvetydige. I en tradition lykkes det Sisyfos at lægge døden i lænker, – og guderne måtte sende krigsguden ud for at befri døden. I en anden tradition narrer han guderne til at lade ham vende kortvarigt tilbage til livet efter at være kommet til underverdenen. Men Sisyfos var glad for livets glæder og vendte ikke tilbage til underverdenen ej heller efter påmindelser og advarsler. Guderne måtte derfor sende Hermes ud for med magt at gribe Sisyfos og bringe ham til underverdenen, hvor stenen lå og ventede på ham.

Hvad enten det gik til på den ene eller den anden måde, så blev resultatet for Sisyfos, at han kom til at tilbringe evigheden med sit unyttige, håbløse og stridsomme arbejde med at rulle stenen til toppen for straks at se den trille ned ad bjerget igen.

Historien om Sisyfos har naturligvis inspireret mange kunstnere, forfattere og filosoffer gennem historien. Billedet af Sisyfos, der med en krop spændt til det yderste knokler for at få stenen skubbet op på toppen af bjerget for kun at se den trille ned igen, er et stærkt billede. Det kan fortolkes og udlægges på et hav af måder og er da også blevet det op gennem historien.

I en nutidig sammenhæng har den franske forfatter og filosof, Albert Camus, brugt myten til at kaste lys over det moderne menneskes liv.

For Albert Camus bliver mytens tema, hvordan vi som mennesker kan leve i en virkelighed, der i sit udgangspunkt er meningsløst og absurd. Hvis vi levede i en verden, som vi kunne forklare og forstå, ville vi givetvis kunne føle os hjemme, men det er ikke det moderne menneskes situation. Det moderne menneske må finde sig i at leve i en verden, som det ikke forstår og ej heller kan finde nogen forud givet mening med.

Det moderne menneske vil derfor i udgangspunktet føle sig fremmed i verden. Der er ingen naturlig samhørighed mellem mennesket og dets omverden. Denne kløft mellem menneske og verden giver naturligvis en oplevelse af absurditet. Og spørgsmålet bliver naturligvis, hvad mennesket stiller op med denne oplevelse af absurditet.

Her bruger Camus Sisyfosmyten til at belyse menneskets livssituation. For i Sisyfosmyten bliver absurditeten og meningsløsheden ultimativ. Der er ikke andet end meningsløshed – i hvert fald ikke i udgangspunktet.

Camus interesserer sig for Sisyfos i det øjeblik, hvor stenen ruller mod dalen, for denne pause i arbejdet er lige så sikker som kampen. Og modsat kampen for at få stenen rullet til toppen, bliver denne nedstigning i Camus udgave tillige til refleksionens øjeblik. Det er her, Sisyfos ser sin situation i sin totale absurditet.

Og situation er jo den, at guderne har givet ham den straf, at han til tid og evighed må kæmpe med stenen. Og Sisyfos må se dette vilkår som uomgængeligt. Hans liv vil aldrig være anderledes. Der er intet håb, han kan klynge sig til.

Under nedstigningen ser han sin situation i hele dens absurditet og håbløshed. Og ham må naturligvis spørge sig selv, hvad han stiller op med denne situation. Og i dette øjeblik ser han måske, at muligheden ikke ligger i at håbe på en anden virkelighed. Den kommer med sikkerhed ikke, men derimod i at tage sin skæbne på sig – at gøre den til sin.

Kun så længe han lader sin situation være herre over ham, er han gudernes træl. I samme øjeblik han stopper op og vælger at tage sin skæbne på sig, bliver han netop sin skæbnes overmand. Absurditeten og fremmedfølelsen ophører ikke, men det er ikke længere et forhold mellem ham og guderne. Hans situation er lige absurd, men guderne bliver overflødige. Hans skæbner er hans egen.

Her finder Sisyfos måske en stille glæde. Han er ikke længere gudernes træl men sin egen herre. Hans møje og kamp ophører aldrig, men hans skæbne er hans egen.

Hvorfor nu denne dystre historie, og hvorfor denne filosofiske lektion? – Kunne man spørge.

Jo, fordi vi netop i det forgangne forår er blevet mindet om, at livet kan se anderledes ud, end vi gik og forestillede os. At vi ikke er herre over alt i livet, og at vores skæbne ikke altid er noget, vi vælger selv.

Vi lever i en tid, hvor vi gerne bilder os ind, at alt er muligt. Dine muligheder ligger foran dig, og dit liv er op til dig selv, hedder det. De unge mennesker får at vide, at de kan blive, hvad de vil, og at deres liv er deres eget ansvar. Det er bare et spørgsmål om at komme i gang. – Og så skulle de i øvrigt gerne blive lykkelige, og det er alt sammen op til dem selv og de valg, de træffer.

Nu er det naturligvis ikke ganske usandt, at vi skal tage vores egne liv alvorligt, træffe gode valg og tage ansvar for de valg, vi træffer. Men når vi bilder os ind, at livet er noget, vi kan gøre os til herre over, så tager vi fejl.

Hvis der er noget, som dette forår har lært os og ikke mindst de 30.000 efterskoleelever, så er det, at livet kan forandre sig over få dage, og at vi ikke altid er herre over vores eget liv. Det er en lektie, som ethvert menneske før eller siden må lære i sit eget liv, men i dette forår, lærte vi lektien i fællesskab.

I løbet af få dage, måtte vores politikere gribe ind og lukke Danmark ned for at sikre, at en virus ikke ville løbe løbsk i det danske samfund, med risiko for at sundhedssystemet og samfundet vil knække sammen.

Og alle landet efterskoleelever oplevede sammen med flertallet af danskere i øvrigt, at hverdagen var forandret fra den ene dag til den anden.

Vi har sagt det til jer før. Jeres årgang vil gå over i historien. I vil altid være den årgang, der blev corona-hjemsendt i ni uger, som skulle fjernundervises, hvor vi måtte holde virtuel efterskole med live-streamede morgen- og aftensamlinger og meget andet, noget som i øvrigt endte med at blive både spændende, sjovt og lærerigt, – og som måtte fuldføre efterskoleopholdet på helt specielle vilkår, vilkår der med tiden endte med at føles næsten absurde, efterhånden som det omkringliggende samfund åbnedes.

At stå i en situation, som vi ikke selv har valgt, og som vi finder udfordrende, ja måske ligefrem absurd, kalder på forskellige følelser i os. Vi kan føle os afmægtige. Vi kan blive frustrerede. Vi kan føle os vrede. Alt sammen følelser, som er helt forståelige og i øvrigt legitime.

Men i en situation, som nedlukningen af samfundet og dermed landets efterskoler og den efterfølgende genåbning på ganske særlige vilkår, kan det være svært at finde et sted at vende denne frustration og vrede hen. Det var jo ikke nogens skyld. Snarere er der tale om en politisk beslutning, som givetvis var helt nødvendig i en situation, hvor alternativet til at handle kunne være et sammenbrud af sundhedssystemet og samfundet i øvrigt.

Vi oplevede, at de fleste af jer tog nedlukningen vældigt fint. Frustrationen, da det gik op for os alle, at nedlukningen kom til at vare længere end først antaget, var dog til at føle på.

Og da vi endeligt fik lov at åbne igen, var glæden naturligvis stor. Men også her var der malurt i bægeret, da det gik op for jer, at den skolevirkelighed, I ville komme tilbage til, var ganske anderledes end den, I forlod ni uger tidligere.

Her mødte vi fra en dels vedkommende ganske mange frustrationer, – og eftersom vi var dem, der skulle formidle disse rammer til jer, måtte vi også lægge ører til disse frustrationer.

Det er jo til at forstå, hvor disse frustrationer kommer fra. At blive frataget muligheder og friheder, som man tidligere har haft, er naturligvis vældigt frustrerende. Ikke at måtte røre ved sine kammerater eller komme på deres værelser, vil naturligvis blive oplevet som et savn.

Men her er det, at Camus’ udlægning af Sisyfosmyten måske alligevel kan komme noget til hjælp.

Så længe man lader det åg, man er blevet underlagt, være herre over en, vil man jo netop fortsat være i dets vold, – uanset hvor meget man råber og skriger. Det er åget, der bestemmer. Men i samme øjeblik, man tager ansvar for situationen, så bliver man også herre over den. Så er det ikke situationen, men en selv, der bestemmer.

”Jeg vælger disse vilkår”, valgte mange af jer heldigvis at sige, ”for det er prisen for, at vi kan være her!” Vilkårene forsvinder jo ikke, og de vil fortsat være frustrerende, men det er ikke længere dem, der bestemmer, – det gør du selv.

Den danske filosof Søren Kierkegaard, der ligesom Camus – blot 100 år tidligere – interesserede sig for mennesket eksistentielle grundvilkår, arbejdede blandt meget andet med, hvordan man kan beskrive menneskets frihed. Friheden findes naturligvis på mange niveauer og i mange former, men i en eksistentiel forstand, siger Søren Kierkegaard, er friheden at forstå som syntesen af mulighed og nødvendighed. Menneskets mulighed er mennesket set fremad. Nødvendigheden er mennesket anskuet baglens. Mennesket er i enhver situation sat et sted, hvor det kan gå mange veje. Men mennesket er altid allerede en hel masse, som det er i kraft af sin baggrund, sin sammenhæng og sine valg. Friheden består i at rumme begge perspektiver.

I vores sammenhæng er denne pointe relevant. For mennesket er ikke frit, fordi alting er muligt. Mennesket er frit, fordi det netop ved, at det er begrænset, og at det alligevel kan vælge.

Sisyfos er fri! Ikke fordi alting er muligt – faktisk er ikke meget muligt – men fordi han ved, hvad der ikke kan ændres. – Hans mulighed består i, at han kan vælge, hvordan han vil forholde sig til sin situation. Deri – i kombinationen af nødvendigheden og muligheden – er friheden.

Vi fik med Corona-nedlukningen en lektion i disse eksistentielle grundvilkår.

Vi oplevede på skolen, at mange af jer naturligt greb mulighederne, – men vi oplevede også, at andre var lige ved at fare vild i frustrationen og magtesløsheden, hvilket er helt forståeligt.

Og for nogle blev valgene ikke alle lige rigtige eller hensigtsmæssige.

Men heldigvis er vi mennesker skabt til at kunne flytte os og blive klogere. Og vi er på trods af helt absurde rammer og retningslinjer alligevel endt med at få en god og meningsfuld afslutning på et helt særligt efterskoleår.

For heldigvis er efterskoleåret 19/20 mere end ni ugers corona-nedlukning. Det er også 27 forudgående ugers almindelig efterskole og seks ugers efterfølgende genåbning.

Og det hele er efterskoleåret 19/20.

I oplevede både virtuel Bingo-banko, Ettrup Late Night, Den store EFS-Bagedyst, transmitterede morgen- og aftensamlinger (også med kat) og meget, meget mere. Noget som ingen andre nogensinde – helt sikkert – har oplevet.

Sisyfos’ situation, er menneskelivets vilkår sat på spidsen. Jeg tror og håber ikke, at I må opleve jeres liv så meningsløst som Sisyfos må gøre. Men når livet ind imellem ikke levner os meget råderum, og vi reelt er bundet af de livsvilkår, der gives os, så ligger muligheden alligevel foran os. Vi kan ikke altid vælge, hvad der sker, men vi kan vælge, hvordan vi forholder os til det, der sker.

Tak for efterskoleåret 19/20 på efterskolen for Scenekunst!