26. juni 2021

Skoleafslutning 2021

Lørdag d.26/6, 2021, sluttede skoleåret 20/21 på Efterskolen for Scenekunst. I år kunne der i lyset af den seneste genåbning gennemføres en skoleafslutningen med stort set alle de elementer, der hører en sådan til. Efter at bilerne var blevet pakket mødtes alle i Æsken, hvor der var fællessang, tal og udlevering af efterskolebeviser. Herefter var der traditionen tro afsked rundt om det store lindetræ i parken. Det var en fantastisk dag.

Forstander Heine Boe talte med udgangspunkt i det at bage med surdej.

 

 

Afslutning 2021

Om at bage med surdej

Under nedlukningerne i år og sidste år blev det meget populært at bage med surdej. Det er jo meget interessant, hvordan nye omstændigheder gør, at vi får øjnene op for nye ting. Under nedlukningerne er det som om, der har været en tendens til at få øjnene op for kvalitet i det nære og det grundlæggende. – I hvert fald må man sige, at det er det, der er tilfældet i forhold til det at bage med surdej.

Som I måske vil vide, bager jeg med surdej. Det har jeg gjort gennem de sidste godt fem år.

Når man bager med surdej, arbejder man med enkle, gode råvarer (mel, vand og salt)! Og så handler det rigtig meget om håndværk – og erfaring! Om opmærksomhed på processen – og om tid og tålmodighed. Om sans for detaljen – blik for helheden.

Man lader tingene virke i sig selv. Man forhaster ikke processen. At skabe smag, struktur og holdbarhed kræver tid. Tid til at processerne kan virke.

Når man bager med surdej, har man fortiden med sig, og man planlægger ind i fremtiden. Vil man bage brød, må man i gang i god tid. Man må være forudseende og sætte processer i gang, man først kan høste af senere.

Surdejen er en arv fra tidligere tider. Det er surdejen, der får brøddejen til at vokse og modne. Selvom der blot kommer en smule surdej i brøddejen, er det surdejen, der gennemsyrer brødet, gør at det hæver og giver det styrke og karakter.

Men surdejen skal bestandigt fodres og fornys for at leve. Ellers bliver den sur som eddike og helt ubrugelig.
En surdej kan være stærk og spændstig, men den kan også miste sin styrke og kraft.

Når man bager med surdej, er håndværket afgørende:
Man må holde øje med processen og se, hvornår det er tid at tage næste skridt.
Man arbejder med dejen og strækker den for at indarbejde styrke. Man former og lader dejen hvile, så den bliver klar til næste bearbejdelse.

Smag og struktur kræver tid.

Man kan naturligvis lave brød med industrielt fremstillet gær. Denne er skabt til at fremskynde og strømline en proces, der naturligt tager tid.
Man kan selvfølgelig også blot smide en lunhævet dej i ovnen. Det kommer der naturligvis et fint brød ud af. Alligevel lægger brødentusiaster dejen på køl natten over og gerne længere – for smag og struktur kræver tid. Der er ingen genvej.

Ønsker man kvalitet, kan det kræve, at man går en omvej for at komme i mål.

Når man driver efterskole med ønsket om give eleverne mulighed for at udvikle sig personligt, socialt og fagligt gennem folkelig oplysning, livsoplysning og almen dannelse, og gennem mødet med skolefag, scenekunst og samvær, arbejder man med enkle, gode råvarer (undervisning og samvær)! Og så handler det rigtig meget om håndværk – og erfaring! Om opmærksomhed på processen – og om tid og tålmodighed. Om sans for detaljen – blik for helheden.

Man lader tingene virke i sig selv. Man forhaster ikke processen. At skabe personlig, social og faglig udvikling kræver tid. Tid til at processerne kan virke.

Når man driver efterskole, har man fortiden med sig, og man planlægger ind i fremtiden. Når man driver efterskole, må man i gang i god tid. Man må være forudseende og sætte processer i gang, man først kan høste af senere.

Når man driver efterskole, trækker man på en arv fra tidligere tider. Det er denne arv, der giver efterskolen sin evne til at få eleverne til at vokse og modne. Selvom der blot kommer en smule af denne arv ind i efterskolelivet, er det denne arv, der gennemsyrer efterskoleopholdet, gør at det virker og skaber mulighed for, at eleverne udvikler personlig styrke og karakter.

Men denne arv skal bestandigt holdes ved lige og fornys for at leve. Ellers forstener arven og bliver helt ubrugelig.
En sådan arv kan være stærk og spændstig, men den kan også miste sin styrke og kraft.

Når man driver efterskole, er håndværket afgørende:
Man må holde øje med processen og se, hvornår det er tid at tage næste skridt.
Man arbejder med eleverne og udfordrer dem for at indarbejde styrke. Man former og lader processen hvile, så eleverne bliver klar til næste udviklingsskridt.

Personlig, social og faglig udvikling kræver tid.

Man kan naturligvis lave skole med målet om, at det skal være effektivt og målrettet. Man kan arbejde med forestillingen om, at man kan og skal opnå samme resultat hver gang.
Man kan naturligvis mene, at skolen først og fremmest skal bidrage til samfundsmaskineriet.

En undervisningsminister sagde, at skolen skulle gøre børnene så dygtige som muligt, og sagde dermed det selvfølgelige – men tømte samtidigt fuldstændigt skolen for indhold. For hun afholdt sig jo dermed også fra at sige noget som helst om, hvad der var vigtigt at lære. Hvad der var skolens formål. Hvad samfundet ville med sin skole. Hvad vi vil de unge. Osv. Tilbage var kun målet om effektivitet. Og det er jo et sølle mål for skolen.

Man kunne jo i stedet forestille sig, at man vil drive skole ud fra forestillingen om ånd. Om at alt ikke er lige godt. Om at den næste generation skal modnes til ikke bare at blive en del af samfundsmaskineriet, men skal kunne tage ansvar for det selvsamme samfund. Ikke som en art moral education, hvor vi skal sige, hvad den næste generation skal mene, tænke eller tro. Nej, målet kan jo ikke være en blind overtagelse af tidligere tiders normer og værdier. Så ville det være totalitarisme. Nej målet er en forståelse og en forholden sig til tidligere tiders normer og værdier. En forståelse af traditionen og historien der kan føre til en selvstændig stillingtagen og om nødvendigt overskridelse og opgør med tidligere tiders normer.

Målet bliver at udfordre de unge og lade dem udvikle deres modenhed, sociale forståelse og selvforvaltning.

Ja, man kunne kalde det deres almene dannelse…

Dette gør man ikke ved strømlinede mål og moderne pædagogiske teknologier men med noget så bedaget som livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.

Det er vores surdej! En tradition fra Grundtvig og andre store ånder i dansk folkelig oplysningstradition. Kierkegaard, Løgstrup, Hal Koch og mange andre.
Ikke som gold teori men derimod som levet praksis. En praksis, der bestandigt må fornyes for at blive holdt i live. Ikke en fornyelse, der er en evig jagt efter det næste pædagogiske quick fix, men derimod den fornyelse der kommer at, at arven møder den nye tid, nye tanker og nye mennesker.

Forestillingen om ‘one sice fits all’ duer ikke. Al sand oplysning er møde. Her kommer man ingen vegne med ensrettede mål og pædagogiske teknologier.

For i mødet virker kun samtalen!

Vi lever i en tid, hvor der er fokus på, om tingene ”virker”. Vi taler om effektivitet, ”best practise”, rentabilitet osv. Alting vurderes ud fra deres nytteværdi. Eneste gangbare politiske mønt synes at være økonomi og fokus på international konkurrence.

Synet på skole underlægges dette perspektiv, så det handler om, på hvilken måde skolen bidrager til landet mulighed for at klare sig i denne konkurrence. Spørgsmål om menneskelig udvikling og demokratisk dannelse må vige pladsen for læringsoptimering, tests og mål.

Også på det personlige områder lever vi under dette effektiviserings-regime. Vi skal blive ’den bedste udgave af os selv’. Vi skal være omstillingsparate, agile osv.

Under nedlukningen er det dog som om, der er sket en bevægelse. Ikke bare steg interessen for det at bage med surdej, – også noget så unyttigt som at synge fællessang fra Højskolesangbogen blev vældigt populært. Det gav pludselig mening for mennesker at sidde derhjemme og synge med på fællessang fra ”Den Blå”.

Vi har jo altid i højskolen og efterskolen vidst, at netop det at synge sammen er værdifuldt og giver mening. Og under nedlukningen var noget af det vigtigste at holde gang i for os jo morgen- og aftensamlinger, hvor vi netop er sammen om fællessangen.

Men det er interessant, at vi som folk i fællesskab griber ned i den tradition for at finde mening og holdepunkt under en situation som Coronaen.

Man kan i det hele taget sige, at hvis der er noget, Coronatiden har lært os, er det, at værdien ofte ligger i det unyttige.

Og er der noget man sikkerhed kan sige, er det, at det at synge fra Højskolesangbogen – og at bage med surdej – er helt igennem unyttigt. Det bidrager ikke en tøddel til samfundsmaskineriet.

Men netop det unyttige har måske sin værdi i en anden kvalitet. En kvalitet, der ikke ses i bidraget til samfundet, men som findes i tingene selv.

Højskolesang er unyttigt men meningsfuldt og værdifuldt i sig selv. Kunsten er unyttig men værdifuld i sig selv.

Og det at bage med surdej er i sagens natur både unyttigt og ineffektivt. Men måske netop deri ligger værdien. Kvalitet er ofte et mål i sig selv. At lade tingene tage den tid, de nødvendigvis må tage – og opleve, at resultatet er ganske anderledes.

Man kan håbe på, at vi som folk og samfund får øjnene op for, at skolens værdi heller ikke ligger i dens effektivitet og bidrag til samfundsmaskineriet – men i mening, i fordybelse, i den personlige, sociale og faglige udvikling.
Og at sådanne processer ikke kan eller skal strømlines, ensrettes og effektiviseres eller fremskyndes – men kræver tid og fordybelse – og blik for den enkelte.

Nu har vi levet sammen i et år. Et år, hvor vi har skullet overkomme meget sammen. Vi har måttet klare en nedlukning, hvor surdejen måtte fodres på nye måder via zoom og Facebook. Men vi gjorde, hvad vi kunne for at holde den i live.

På daglig basis holdt vi morgensamling og aftensamling. Vi lavede fjernundervisning, kagedyst, bingo banko, Andreas og monopolet, og meget mere. Vel er det ikke det samme som at lave efterskole sammen, men der blev ydet en kæmpe indsats af alle ansatte, og I tog fra i stor stil.

Og da I selv fik mulighed for at komme på banen med Solo-me-projektet, lavede I helt forrygende, kreative produkter. Det var fantastisk at opleve.

Under nedlukningen kom det desværre for en dag, at ikke alt var, som det skulle være, – og vi måtte gribe til den mest alvorlige samtale.

Men efter genåbningen var der aldrig tvivl om, at I gerne ville efterskolen. Vi måtte dog desværre også erfare, at ikke alle forstod alvoren.

Samtalen fortsætter kun så længe, der lyttes og handles på begge sider. Begår man en fejl, og får man en chance, er det meningen, at man griber den chance og lærer af sin fejl. Gør man ikke det, må samtalen før eller senere stoppe. Og det gjorde den så – for nogle.

Men for jer, der sidder her, er alt det blevet historie. En historie, som er blevet en del af fortællingen om det skoleår, som vi nu slutter af.

Jeg skal være ærlig og sige, at der er tildragelser i løbet af året, som jeg gerne havde været foruden – og oplevelser, som jeg ikke håber, vi som skole skal have igen.

Og jeg er oprigtig ked af, at de mange af jer, der sidder her, som året igennem bare har ønsket jer det bedst mulige efterskoleår, ikke bare er blevet udfordret af Corona-nedlukning mv. – men tillige af enkeltelevers manglende ansvarlighed og blik for helheden.

Det har I faktisk ikke fortjent.

Men det har måske givet jer et blik for, hvordan verden også kan være. At ikke alt kan planlægges og forudskikkes, men at man ofte må gribe og gøre hen ad vejen, sådan som tingene udvikler sig. Her hjælper det, hvis man ikke bare skal styre ud i det blå, men har styr på sine værdier – sin arv – sin surdej.

Hos os er det vigtigt at holde fast i det, vi tror på. Også når tingene spidser til. At det giver mening at tage sig af hinanden, at give en chance mere – og at tage et ansvar også for den, der begår fejl.

Jeg håber, at I hos os har mødt en skole, der har stået ved sin arv, sine værdier – sin surdej. At I trods Corona-nedlukning og andre udfordringer alligevel oplevede, at vi med vores arv, værdier og erfaring forsøgte at møde jer der, hvor I var. Gav jer udfordringer og lod tingene virke. Gav det hele den tid, der skulle til.
At I fik mulighed for at udvikle jer personligt, socialt og fagligt gennem folkelig oplysning, livsoplysning og almen dannelse, og gennem mødet med skolefag, scenekunst og samvær.

Jeg har håber, at I mødt en skole, der målte med en anden målestok end effektivitet og nytteværdi. En skole, der gav sig tid til det unyttige – men vigtige:

Sangen, fællesskabet, kunsten, livsoplysningen, dannelsen.

Vi håber, at vores arv, vores værdier, vores ’surdej’ har været med til at styrke og udvikle jer.

Vi ønsker jer alt godt fremad!

Tak for skoleåret 2020/2021 på Efterskolen for Scenekunst

Besøg os

Har du fået lyst til at se nærmere på skolen, er du velkommen booke et besøg her. Vi glæder os til at møde dig. Hvis du er i tvivl om noget kan du altid ringe på 4161 8485 eller skrive til os: info@efterskolenforscenekunst.dk.

Eleverne hygger sig
Oplev scenekunst med eleverne