Grundlovsdag 2019

Tale ved Grundlovsdag 2019

Heine Boe, forstander på Efterskolen for Scenekunst

I gamle dage i Norden forestillede man sig, at guderne eller Aserne, som de hed, levede i Asgård, og jætterne levede i Udgård. Og imellem disse to, i Midgård, levede menneskene.

Midt i Asgård lå Valhal, som var den øverste gud Odins imponerende bolig. Krigere fra Midgård (altså mennesker), som var faldet i kamp, kom til Valhal. I Asgård fortsatte de udvalgte krigere med at kæmpe mod hinanden hver formiddag; de skulle være beredte til at hjælpe aserne i den endelige kamp mod jætterne, når Ragnarok kom. Ved middagstid tog de tilbage til Valhal, hvor de festede, åd og drak resten af dagen. De, som var faldet i kampen om formiddagen, livede op igen.

En gang, hvor Odin var ude at rejse og Thor var ude og jage trolde, kom der en håndværker forbi og tilbød at bygge en mur omkring Valhal i løbet af tre vintre. Muren ville blive så god, at den ville kunne forsvare guderne mod jætterne. Som betaling krævede han at få Freja, som var kærligheds­gudinden, samt solen og månen.

Guderne syntes ikke om ideen, men da Loke foreslog, at de skulle forlange af håndværkeren, at han skulle bygge muren i løbet af blot én vinter, var de andre guder med på ideen. Det kunne han da umuligt nå.

Og hvis den ikke var færdig den første sommerdag, skulle han ingen løn have. Håndværkeren spurgte, om han måtte tage sin hest Svadilfare til hjælp. Det fik Loke aserne til at acceptere. Den første vinterdag begyndte håndværkeren arbejdet med at bygge muren. Aserne blev forundret over hvor store klippestykker, hesten kunne slæbe. Ja, hesten lavede dobbelt så stort et arbejde som manden.

Arbejdet skred hurtigt frem, og det var tydeligt, at muren var så stærk, at den ikke kunne indtages. Tre dage før den første sommerdag var muren næsten færdig.

Aserne holdt råd og blev hurtigt enige om, at det var Loke, der kom med rådet om at give Freja bort tillige med solen og månen. De besluttede, at han skal lide en grum død, hvis han ikke sørgede for at forsinke arbejdet, så tidsfristen ikke kunne overholdes.

Om aftenen, da håndværkeren kørte ud med Svadilfare for at hente sten, dukkede en hoppe frem fra skoven og gik frem mod hingsten og vrinskede. Det var selvfølgelig Loke, som havde omskabt sig til en yndig hoppe. Da hingsten opdagede hoppen, sprængte den rebene og satte efter hoppen ind i skoven, og således gik hele natten. Den følgende dag var hingsten ikke så oplagt, som den plejede at være. Da håndværkeren indså, at han ikke ville blive færdig til tiden, blev han grebet af jættevrede. Aserne indså, at det var en jætte, de havde med at gøre, og imod aftalen påkaldte de Thor. Han kom straks og knuste skallen på jætten med et vældigt slag af sin hammer Mjølner.

Kort tid efter mødet med Svadilfare nedkom Loke med et føl. Føllet havde otte ben og kunne løbe både på jorden og i luften. Hesten hed Sleipner og det blev Odins hest.

Muren stod tilbage – og blev aldrig gjort færdig.

Historien om muren om Valhal er en historie om snyd og bedrag.

Håndværkeren skjuler, at han i virkeligheden er jætte, og vil narre guderne til at give sig Freja, solen og månen. Guderne må også forfalde til bedrag. Først med Lokes omdannelse til hoppe og siden, da Thor må gribe til Mjølner.

Men historien er først og fremmest en historie om, hvordan Aserne til gengæld for sikkerhed og det trygge liv er lige ved at miste både kærligheden og lyset.

Nu må man ikke tro, at jætterne blot er de onde, og Aserne er de gode. Så enkelt er det ikke i den nordiske mytologi.

Både aser og jætter snyder, bedrager, begår drab osv. Og jætter og Aser er ofte ganske tæt forbundne.

Loke er jo jætte, der bor hos Aserne – og selv den øverste gud Odins bedstefar var jætte.

Nej, snarere end godt og ondt handler forholdet mellem jætter og Aser om forholdet mellem kaos og kosmos, altså uorden og orden – eller om den utæmmede natur, urkraften, i jætternes skikkelse og den ordnede natur, kulturen, i skikkelse af Aserne.

Aserne forsøger at sikre sig ved at bygge en mur om Asgård, – det vil sige slippe for kaos og det utæmmede, – men dermed er de lige ved at miste både kærligheden og lyset. Og heri ligger måske en væsentlig pointe.

Mennesket er en sammensat natur.

Mennesket er sammensat af lidenskab og fornuft eller af følelse og forstand.

Fornuften er refleksionen – det der skaber orden – lidenskaben er bevægelsen – urkraften.

Refleksionen, forstandigheden skaber forståelse, men mangler bevægelse. Refleksionen er så at sige en dans på stedet.

Lidenskaben derimod er bevægelse, men mangler retning. Den mangler forståelse, orden og sans for det sande, det gode og det smukke.

Mennesket bor midt mellem Aser og jætter – i Midgård – med kaos, det utæmmede – lidenskaben, på den ene side og kosmos, det ordnede – fornuften, på den anden.

Mennesket er altså i den nordiske forståelse helt konkret spændt ud mellem disse to.

Alene bliver kaos, urkraften eller lidenskaberne ødelæggende.

Alene bliver fornuften eller refleksionen livløs.

Vi skal ikke sikre os mod urkraften, lidenskaberne eller kaos. De skal ikke tilintetgøres eller udelukkes – så dør livet, men de skal sættes i spil i forhold til menneskets fornuft, refleksion og forståelse af det sande, det gode og det smukke. – Så bliver kræfterne frugtbare.

Som det gælder i det eksistentielle, gælder det også i det samfundsmæssige. Hvis vi lader urkrafterne styre alene, bliver der kaos. Tager orden og forstandighed overhånd og bliver enerådende, kvæles vi.

Vi er nødt til at have begge perspektiver, hvis der skal være plads til mennesker.

Forstandigheden skal naturligvis sikre, at vi gør det fornuftige, men hvis ikke, der er plads til lidenskaben, engageretheden sker der ingen udvikling.

I historien om muren omkring Asgård ser vi, at det, der er på spil er lyset og kærligheden.

Bygger vi muren af sikkerhed og kontrol, er det lyset – altså evnen til at se klart, der er på spil – sammen med kærligheden – der netop kvæles i kontrollen.

Som det er blevet sagt, skal vi holde hovedet koldt og hjertet varmt. – Det ene er ikke nok.

Jeg oplever, at vi lever i en tid, hvor vi som aserne ofte forsøger at sikre os mod kaos. Vi gør det, når vi bygger mure – konkret – og mure af regler og kontrol.

Vi gør det, når børnene udstyres med GPS og overvågning på deres mobiltelefoner!

Vi gør det, når vi med regler, evaluering og kontrol vil sikre ensartet service for alle borgere – men kvæler offentlig ansattes mulighed for at tænke selv!

Vi gør det, når vi forsøger at sikre ensartetheden i det danske samfund ved at stramme reglerne for tilstedeværelsen af det, der er anderledes!

Og vi gør det, når vi med nationale tests og evalueringer vil sikre danske børn deres kundskaber (hvilket er et glimrende og prisværdigt mål) – men med det resultat, at det vigtigste – dannelsen – bliver væk.

Når vi forsøger med regler og kontrol at sikre os mod kaos, risikerer vi at kvæle det vigtigste.

– Så bygger vi muren!

For præcis 30 år siden i år, i 1989, gik jeg i 2.G på Hjørring gymnasium. Det var en spændende tid. Vi oplevede, hvordan den virkelighed, vi var vokset op med op gennem ’70’erne og ’80’erne med ét var ved at forandre sig.

Regimerne i øst faldt på stribe. Den meget symbolske Berlinmur væltede og familie og venner blev genforenet efter årtiers adskillelse.

Det var en tid, der bød på stor optimisme.

Efterfølgende har det vist sig, at en ting var at rive muren ned, men at forene det adskilte var en større opgave end som så.

I dag bygger vi så mure op igen.

Tiden vi lever i er præget at usikkerhed og foranderlighed. Og usikkerhed og foranderlighed kan vi nemt komme til at opfatte som en trussel. Derfor forsøger vi at sikre os.

Men som det gælder i forhold til det enkelte menneske, gælder det også i en samfundsmæssig sammenhæng. Ønsket om sikkerhed og kontrol kvæler det vigtigste.

Når vi gør alt til evaluerbare og kvantificerbare størrelser, bliver vi blinde for noget vigtigt – det menneskelige aspekt.

Når hjemmehjælperen er hos den gamle, er der meget mere på spil end blot det, der kan opgøres i skemaer, så det kan konkurrenceudsættes, som det så smukt hedder på nudansk.

For den gamle er der tale om at have en relation til et andet menneske, og for medarbejderen er der forhåbentligt tale om at have et meningsfuldt arbejde.

Men begge disse perspektiver bliver væk i det regneark, der opgør den indsats, man er godkendt til, helt ned på minut-niveau, og så den kan tælles og scannes med en håndscanner.

Resultatet bliver desværre ofte, at det menneskelige bliver væk.

På samme måde i skolen. Når vi gennem nu et par årtier har gennem-evalueret skolen og reduceret smukke målsætninger til evaluerbare læringsmål, risikerer det vigtigste at forsvinde.

Når lærerne skal undervise til læringsmål, fratages de deres myndighed og selvstændighed – og mulighed for at gribe øjeblikket med eleverne – og give eleverne mulighed for at udvikle sig på egne vilkår.

I stedet for at bygge mure, skal vi forsøge at åbne døre og rive mure ned. Det gør vi, når vi tør møde det, der er anderledes – og måske tilmed bliver klogere gennem mødet.

Vi skal rive mure ned og åbne døre mellem Danmark og verden.

Vi skal rive mure ned og åbne døre mellem mennesker.

Vi skal rive mure ned og åbne døre mellem os selv og omverdenen.

Rart ville det selvfølgelig være, hvis man kunne lukke verden eller hinanden lidt på afstand, – så ville man være i sikkerhed og tryghed, men man ville måske miste det vigtigste.

I 1849 fik vi den grundlov, vi fejrer i dag.

For grundlovsfædrene var det kampen for friheden for det enkelte menneske, der var afgørende, og det var ønsket om en folkelig forankring af demokratiet.

Det var naturligvis indførelsen af demokratiet der var hovemålet med grundloven. Omend det i første omgang var for et mindretal – først senere fik vi alle med – kvinder og tyende. Men i lige så høj grad som demokratiets forankring – var det de borgerlige frihedsrettigheder, der skulle sikres – og dermed rammerne om et folkeligt liv.

For Grundtvig, der var en del af den grundlovgivende forsamling, var det afgørende, at mennesket ikke er til for staten, men omvendt er det staten, der er til for mennesket og for folket. Derfor skulle vi have skolefrihed, trosfrihed osv.

Grundtvig var yderligtgående i dette frihedssyn. Vi skulle ikke have en statskirke men en folkekirke. Men vi skulle have trosfrihed og ingen skulle mod sin vilje være underlagt kirken. Vi skulle ikke have en statsskole men en folkeskole, og vi skulle i øvrigt ikke have skolepligt med undervisningspligt, så enhver kunne søge den undervisning til sit barn, som man måtte finde rigtig.

Således skulle nationen ikke bygges op fra toppen og ned men fra bunden og op. Det var folket, der skulle bære og bygge nationen.

Midlet var den folkelige oplysning. Og folkelig oplysning var på samme måde at forstå nede-fra-og-op. Det var ikke eliten, der skulle oplyse folket som i en europæisk universitær oplysningstradition, men derimod mennesker, der skulle mødes i frihed og lighed i samtale om livet.

Dette møde og denne samtale skulle ske i skolen – særlig naturligvis i højskolen – men senere jo i lige så høj grad i efterskolen – og i de folkelige sammenhænge i øvrigt; i foreningerne og i forsamlingshusene til foredrag, fællessang og samtale.

Grundloven er værd at fejre, ja det er vel den største nationale festdag, vi har, – og det med god grund, for her blev det moderne Danmark født.

Her blev det folkelige Danmark knæsat som omdrejningspunktet for det nye demokrati. Et folkeligt Danmark, der lever den dag i dag i foreninger, aftenskoler, forældrebestyrelser og alle steder, hvor mennesker mødes og tager fælles ansvar for det samfund, vi er en del af.

Det folkelige Danmark er således rammen om forskelligheden. Afgørende for de gamle grundlovsfædre var, at det nye demokrati ikke skulle defineres centralt, men skulle udleves af folket.

Kaalund skrev i 1877 – stærkt inspireret af Grundtvigs livs- og samfundssyn sin meget kendte sang ”Den brogede verden”.

Heri skriver han i forlængelse af det grundtvigske syn således om menneskelivet:

Var livet en dans på roser,

Mon alt da var bedre end nu?

Hvis ej der var noget at kæmpe for,

Hvad var da vel jeg og du?

Kamp må der til skal livet gro,

Ej kamp blot for dagligt brød,

Men kamp for frihed i liv og tro –

Thi evig stilstand er død!

Erkendelsen er, at livet netop er i kampen for friheden og ikke i sikkerheden.

Derfor skal vi i overensstemmelse med de gamle nordboeres syn på verden og mennesket som sammensat af urkraft og refleksion vælge kampen fremfor sikkerheden.

Og der er nok at kæmpe for.

Vi skal f.eks. i de kommende år vove meget mere i kampen for at sikre klima og miljø. Vi skal kræve af vores politikere, at de udviser handlekraft og mod, men kampen skal også komme nedefra, så vi skal alle se på os selv og spørge, hvor vi kan gøre en forskel.

På samme måde skal vi kæmpe mod de kræfter, der under foregøgling af, at de vil beskytte den danske kulturs egenart, vil sætte det demokratiske og menneskelige landvindinger over styr, som vi har gjort over de sidste halvandet hundrede år.

Vi skal i en tid, hvor nationalstaterne lukker sig om sig selv – med USA i spidsen – og bygger mure og hegn, kæmpe for en international offentlighed og dagsorden.

– Der er en lang række problemer internationalt, der kun kan løses, hvis vi går sammen om at løse dem – det være sig i regi af EU eller FN.

Vi skal i det hele taget kæmpe for at Danmark og verden er et sted for mennesker. Mennesker som er forskellige og sammensatte. Mennesker af lidenskab og fornuft. Af urkraft og refleksion. Mennesker, som rummer kaoskraften i sig, men som tillige netop rummer sansen for det sande, det gode og det smukke.

Vi skal bekæmpe den politiske og administrative agenda, der vil reducere politik til system. Som vil gøre alt op i kvantificerbare data. – Og som ønsker sikkerhed og kontrol fremfor alt. Dette er Ase-kræften, når den udarter.

Og vi skal kæmpe mod jætterne – kaoskraften – der, hvor den bliver ødelæggende. Vi skal insistere på, at denne urkraft sættes i forhold til refleksionen og sansen for det sande, det gode og det smukke – og dermed bliver en frugtbar energi.

Der findes ikke én sandhed, vi i dag kan referere til. Og de, der mener at have fundet den endegyldige sandhed, skal vi vare os imod.

Men at vi skal søge det sande, det gode og det smukke er afgørende for, at vi skaber et samfund, der er for mennesker og ikke maskiner.

Derfor skal vi søge samtalen. For i samtalen sker refleksionen. I samtalen bliver vi klogere på det personlige og det fælles liv.

Vores grundlov er bygget på denne tanke. Og grundloven er en invitation til en åben samtale om det fælles liv.

Lad os alle deltage i denne samtale også i årene fremover.

Og lad os starte i dag med at sørge for, at vi alle gør vores stemme gældende ved folketingsvalget.

Men lad det ikke blive ved det. Den folkelige samtale skal fortsætte også mellem valgene – i foreningerne, på skolerne og i forsamlingshusene.

Glædelig grundlovsdag!

Og tak for ordet!