Juleafslutning 2017

Juletale 2017

I HC Andersens historie om grantræet, møder vi det lille nydelige grantræ ude i skoven. Det havde rigeligt med lys og luft, men det lille træ skyndede slet ikke på det. Det havde kun blik for de større træer.

“Oh, var jeg dog sådant et stort træ, som de andre!” sukkede det lille træ, “så kunne jeg brede mine grene så langt omkring og med toppen se ud i den vide verden!“

Flere år gik, og det lille træ så, hvordan nogle af de store træer blev fældet for at kunne blive til skibsmaster. Det lille grantræ drømte nu selv om at blive en høj mast på et skib og sejle ud i den vide verden.

En dag blev der dog også fældet nogle af de små træer. Ja, endog nogle, der var mindre end det selv.

De små gråspurve fortalte, at det var træer, der blev taget med ind til byen for at blive pyntet til juletræer i stuerne hos borgerne.

Og ganske rigtigt blev også det lille grantræ fældet og taget med til byen. Det blev stillet op i en fin stue og tjenerne pyntede træet uendeligt fint. “I aften skal det stråle!”, sagde tjenerne og pigerne. Det lille grantræ tænkte, om det mon nu til tid og evighed skulle stå i stuen og pynte?

Og så blev det aften. Og lysene blev tændt. Men da der gik ild i en enkelt gren, blev træet bange for ganske at futte af, og kunne slet ikke nyde, at børnene dansede rundt og fandt figner og æbler mellem grenene.

Da dansen var ovre blev der fortalt historie og snart var aftenen omme.

“I morgen vil jeg ikke ryste”, sagde grantræet til sig selv. “Da vil jeg nyde al min herlighed”.

Men dagen efter kom karl og pige ind og slæbte grantræet ud på trappen og op på loftet, hvor det blev stillet i en mørk krog.

Og mens det stod der i sin ensomhed, kom et par mus pilene til. Og musene begyndte at spørge grantræet til det liv, det havde levet. Og grantræet fortalte om livet i skoven. Om solen, der skinnede og fuglene der sang. Ganske anderledes end her på loftet. “Nej, hvor du har set meget! Hvor du har været lykkelig!” Sagde musene. Og grantræet svarede: “Ja,det var, i grunden, ganske morsomme tider!” – og så fortalte det om juleaften, da det var pyntet med kager og lys.

“Oh!” sagde de små mus, “hvor du har været lykkelig, du gamle grantræ!”

Da de små mus var borte tænkte det lille grantræ ved sig selv: “Det var dog ganske rart, da de sad omkring mig de vævre småmus og hørte, hvad jeg fortalte! Nu er også det forbi! – Men jeg skal huske at fornøje mig, når jeg nu tages frem igen!”

Men da træet blev taget frem igen, var det, som I nok kan regne ud, for at blive kasseret og brændt.

“Forbi! forbi!” sagde det stakkels træ. “Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunne! forbi! forbi!”

— o —

Sådan slutter H.C. Andersens juleeventyr ”Grantræet”

Eventyret handler naturligvis om at glæde sig over det, man har i øjeblikket ved at være nærværende over for det nærværende, som Johannes Møllehave har sagt det et sted.

Vi kender vist alle godt, hvor nemt det er at forfalde til at sige: “Hvis nu bare…” eller “når nu bare…”. “Hvis jeg nu bare ikke var blevet mobbet i 5.klasse”, eller “når jeg nu bare lige får bestået den eksamen, så…” Vi mister forbindelsen til det nærværende ved at ærgre os over eller drømme os tilbage til fortiden eller bekymre os for eller drømme om fremtiden.

I stedet er det nuet, der gælder. Det er klart, at dette nu ikke er uden forbindelse med fortid og fremtid – tvært imod. Men det er dette nu, der er vores adgang til tiden og til livet.

Grantræet glemmer dette nu i sine drømme og bekymringer. Det griber aldrig det nu, der er det aktuelle – og som oven i købet byder sig så direkte til.

I skoven vil det ikke høre folk sige, at det er nydeligt, eller høre på solstrålerne, der siger til det, at det skal glæde sig over sin ungdom.

Det tænker hele tiden på fremtiden; på at blive en høj skibsmast eller et juletræ.

Og da det endeligt bliver et juletræ, kan det heller ikke nyde denne stund for alvor.

Hengemt på loftet genfortæller det sin historie for nogle mus, der siger, at det må have været meget lykkeligt i skoven og juleaften, men også der glemmer træet at nyde sin lykke. For inden længe husker det også tilbage på det at fortælle for musene, som en lykkelig tid, den glemte at nyde.

Til sidst bliver det gamle træ trukket ud i gården, og da ærgrer det sig over, at det ikke glædede sig over livet, mens tid var. Træet havde spildt sit liv på at vente på fremtiden og ender med at ærgre sig over fortiden.

Men lykken er netop aldrig andre steder end nu og her.

Denne eksistentielle pointe er nok så vedkommende. Vi kender det at ærgre os over fortiden eller at drømme os ind i fremtiden. At gribe nuet er svært nok, for det kræver af os, at vi forliger os med nuet. Vi beskytter os selv ved at dække os ind bag forbehold. At kaste sig ind i nuet er et vovestykke. Hvis vi har for store forbehold overfor det nu, vi står i, kan vi ikke gribe det. At gribe nuet kræver mod. Men man har livet og lykken at vinde.

Vi udfordres tillige af at leve en tid, som også i ekstremt omfang har fokus på fremtiden. Vi skal ikke gribe dagen, men morgendagen. Vi skal være omstillingsparate, forandringsparate, være beredt på udvikling, omstrukturering, omstilling og hvad det alt sammen hedder.

De unge skal lægge femårsplaner for deres liv allerede fra mellemskolen, og i skolen skal vi ikke længere fordybe os i at forstå verden, og hvor vi kommer fra, men fokusere på at gøre eleverne “så dygtige de kan blive”, så de kan blive en del af morgendagens arbejdskraft.

Og i denne omstilling skifter vi fokus.

I skolen skal vi ikke længere have fokus på den virkelighed, eleverne skal ud og være en del af, og som faget og traditionen åbner op for eleverne. I stedet skal vi have fokus på elevernes læring, og faget og traditionen reduceres til simple læringsmål.

Fokus bliver ikke verden og den fælles forundring over denne, men eleverne ufuldstændighed. – Vi har fokus på det, de ikke kan. Og vi gør det til elevernes egen opgave og mål at udfylde denne ufuldkommenhed. De er ikke gode nok, som de er. De skal forbedre sig frem til det punkt, hvor de opfylder læringsmålene. Fokus er ikke på det, eleverne kan og lærer, men på det, de ikke kan.

Med en sådan tilgang til verden er det svært for eleverne at blive nærværende. For det nærværende kræver, at man forliger sig med nuet – ja, det kan oven i købet betyde et element af selvforglemmelse.

Tidligere forstander på Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, sagde gerne, at hans mål for sine elever var, at de “Forundringsparate”. Smag på det: Forundringsparat som noget ganske andet end forandringsparat.

Det er netop at sætte fokus på verden og det at fordybe sig i den – i fællesskab. Fælles forundring over verden.

Og midt i alt dette nærmer vi os så en højtid, som vi i vores sekulariserede tid nærmest med stigende intensitet dyrker. Måske fordi der deri er en mulighed for de handlende for at styrke årsomsætningen inden regnskabsårets afslutning, men måske også – kunne man tænke – fordi der i julen alligevel – måske – ligger et budskab, vi som moderne mennesker har behov for at høre.

For hvad er kernen i julen? – Hvad er kernen i den historie, der gemmer sig midt i julens jag? – Og har denne historie overhovedet et budskab til os moderne mennesker?

Ja, jeg tror, at julen og historien heri kan give mening, hvad enten man forstår sig selv som troende eller ej.

Historien om barnet i krybben, er historien om guden, der vælger at abdicere – at træde ned fra tronen for at møde menneskene i øjenhøjde – i virkeligheden. Guden, der giver afkald på at være magt-gud for i magtesløshed at møde menneskene.

Det er en historie om et ganske særligt menneske, der altid talte kærlighedens sag.

En historie, som peger på, at meningen med livet ikke ligger i det fjerne – i drømmen, men altid ligger i det nærværende og i nærværet – i nuet, – at meningen altid ligger i forholdet til det andet menneske. At tilværelsens dyb og uudgrundelighed derfor altid er ganske tæt på; i det lille barn, i den elskedes øjne – og i det andet menneskes hjælpende hånd.

En historie, der peger på at nærværet i nuet er meningen.

Den pointe, netop at tilværelsens dyb og mening i øvrigt ligger lige her og nu – i nærværet i det nærværende, – er en pointe, man kan have lov til at abonnere på uanset, om man opfatter sig selv som troende eller ej.

Historien om barnet i krybben kan, når man anskuer historien under denne vinkel, komme til at stå i dyb kontrast til det, man kunne kalde “tidsånden”, der netop sætter fokus på effektivitet, fremtid og forandringsparathed.

Historien, der fortælles i julen, kalder på forundringsparatheden!

Og på den måde når de to historier hinanden. Historien om grantræet og om barnet i krybben er begge historier, der kalder på det at gribe virkeligheden ved at gå ind i nuet, forlige sig med det, og være nærværende i det nærværende.

Lad det være mit håb her i julen, at vi hver især må opleve at se det væsentlige imellem alt det flitterstads og julebag, vi iklæder det. At vi finder nærvær og mening i samværet i julen. At vi vover et være forundringsparate!

Glædelig Jul!