Juleafslutning 2018

Juletale 2018

»Han er en hård negl, den Scrooge! En (…) grisk gammel synder! Hård og skarp som en flintesten, hvoraf stålet endnu aldrig har slået en oplivende gnist; hemmelighedsfuld, selvtilfreds og ensom som en østers. Kulden inden i ham forhærdede hans gamle træk. Han førte stedse sin egen lave temperatur med sig; han afkølede sit kontor i hundedagene, så at det blev til en iskælder, og lod det ikke tø en eneste grad op i juletiden.«

Sådan præsenterer Charles Dickens den vrisne Ebenezer Scrooges i begyndelsen af “Et juleeventyr”, som siden tilblivelsen i 1843 er blevet en sand juleklassiker.

Det hele begynder en juleaften. Scrooge, der netop er vendt hjem fra sit kontor, sidder i sin mørke og sparsomt møblerede stue og skumler over en portion havresuppe, da han pludseligt hører en raslende lyd fra kælderen. Og da Scrooge har hørt, at spøgelser plejer at slæbe rundt med lænker i de huse, de hjemsøger, overmander frygten ham.

»Vås og humbug!«, siger Scrooge højt i et forsøg på at holde panikken på afstand. Men ordene virker ikke, for dér, lige foran ham, står hans gamle kompagnon Jakob Marley og det til trods for, at han har været død i syv år.

Genfærdet meddeler, at det er på høje tid, at Scrooge kommer ud af sin egocentrerede pengehule og begynder at drage omsorg for sine medmennesker. Gør han ikke det i levende live, vil han nemlig efter døden være dømt til evig vandring på jorden og evig konfrontation med alle de lyksaligheder, han gik glip af.

Nu træder tre ånder frem for Scrooge, og hen over den julenat tager ånderne ham med på rejse i tid og rum. Første ånd på pletten er »den forgangne juls ånd«, der leder Scrooge gennem et møde med sin fortid. Billedet af en usædvanlig hård barndom toner frem, men også glimt af nære familierelationer og sand julestemning.

»Den nuværende juls ånd« tager Scrooge med ind bag husfacaden hos hans skriver Bob Cratchit og hans familie. Her emmer det af jul og glæde til trods for, at Scrooge gennem flere år på det skammeligste har underbetalt sin skriver, og fattigdommen derfor har godt tag i den lille familie. Familiens yngste, Tim, er syg og svagelig, – og som »den nuværende jul«s ånd gør klart for Scrooge, så vil den lille dreng dø, hvis ikke der sker forandringer i familiens situation.

Endeligt får Scrooge besøg af »den kommende juls ånd«: Rig på penge, men uden venner og familie, skal den gamle gnier dø, ensom og forladt. Scrooge bryder sammen og lover at gøre alting godt, når han vender tilbage til nutiden.

Julemorgen vågner Scrooge op som en forvandlet mand. Mødet med sin egen griskhed og dens konsekvenser har rystet ham. Og Scrooge tager fat med det samme. Hans trofaste skriver får både en klækkelig lønforhøjelse og et pragteksemplar af en kalkun, så lille Tim kan spise sig mæt og komme sig over sin sygdom. Scrooge giver i øvrigt gaver til alskens velgørende formål.

Endeligt opsøger Scrooge sin nevø Fred og hans familie. Her mødes han af åbne arme, ild i pejsen og et veldækket bord. Og for første gang i mange år får Scrooge en fortryllet jul med »vidunderligt selskab, vidunderlige lege og vidunderlig lyksalighed!«

Så bliver det da endeligt jul – også for Scrooge.

Vi kender alle “Et juleeventyr”. Det er blevet oversat og genfortalt et væld af gange, og vi har mødt det på teaterscenen, i film, tegnefilm, bøger, tegneserier og meget andet. Historien tåler meget og pointen fremstår altid lige klar.

Og pointen i “Et juleeventyr” kræver ikke den store pegepind. Det er indlysende, at julen for Dickens handler om næstekærlighed, at tage sig af hinanden og at glæde sig.

Med afsæt i en victoriansk ideologi bliver dette sat op som en eventyrlig kamp mellem det gode og det onde. Og som det sig hør og bør i et godt eventyr, så vinder det gode over det onde til sidst. Og i »Et juleeventyr« sker det selveste julenat med Scrooge’s forvandling fra pengesamler til glædespreder.

Men at historien bliver ved med at berøre os og blive genfortalt i et væld af udgaver peger på, at fortællingen har større dybder end som så.

Scrooge er ikke bare en figur, der repræsenterer det onde i verden – griskheden, egoismen og kynismen, – men er tillige en figur, der tegner billedet af et menneske, der er faret vild i eksistensens kringelkroge.

Scrooge er underligt krøllet ind i sig selv uden føling med sin omverden. Dette pirrer vores nysgerrighed, da et sådant menneske på en meget umiddelbar måde fremstår som ulykkelig for os. Men Scrooge selv insisterer på at blive i sin ulykkelighed, ja, han forholder sig tilmed dømmende og bedrevidende i forhold til hele sin omverden.

Og historien om Scrooge rører vel også ved noget i os alle på en anden vis, for hvem af os kan sige sig fri for bare med mellemrum at sætte egne interesse og perspektiver over andres behov og fællesskabets bedste? Scrooge er godt nok udtryk for dette i sin reneste form, men en rem af huden har vi vel alle… Derfor handler historien vel også om os selv…

Scrooge’s besøg af ånderne er en rejse i tid og rum. Først ses der tilbage. Scrooge genser sin egen barndom og ser sammenhængen til nutiden. Dernæst bringes Scrooge ind i nutiden, men netop den nutid, han ikke selv ser. Han får lov at se, hvordan hans egoisme og kynisme har store konsekvenser for mennesker omkring ham. Noget han ellers ikke bekymrer sig om. Og endeligt bringes Scrooge ind i fremtiden. Først forstår han det ikke, men da han ser sin egen gravsten, falder tingene på plads.

Rejsen er eksistentiel og skaber den sammenhæng, som netop er menneskets vilkår. Vi lever i dag, på baggrund af i går og med retning af i morgen. Og netop fordi vi lever i tiden, kan vi handle etisk. Handlinger har baggrund og konsekvens.

Scrooge’s ulykke er netop, at denne sammenhæng er opløst. Scrooge kan kun se her og nu – og kan jo i øvrigt kun se sig selv. At være et etisk individ i relation til andre mennesker er netop, hvad gør os menneskelige. Derfor er Scrooge i grunden et umenneske.

Historien om, hvorledes det lykkes julens ånder at vække den gamle Scrooge, er således et voldsomt eksistentielt drama, – og ånderne tager også stærke virkemidler i brug for at vække den gamle gnier.

Det er oplagt, at “Et juleeventyr” foruden at være et eksistentielt drama tillige er en samfundskritik. Charlens Dickens sociale indignation er velkendt og tydelig i mange af hans fortællinger. Og beskrivelsen af Scrooge er ikke bare en beskrivelse af en person men tillige en beskrivelse og udstilling af bagsiden ved den industrielle revolution og den deraf følgende samfundsorden.

Beskrivelsen af Scrooge’s følelsesløshed og manglende evne til at forholde sig til konsekvenserne af egne handling er en klar kritik af det system, som Scrooge er født ud af, og som muliggør hans enorme rigdom, mens skriveren og dennes familie må leve i yderste fattigdom.

Dog er Dickens kritik ikke et spørgsmål om at kalde til revolution og klassebevidsthed. Scrooge’s problem er ikke hans rigdom men hans umenneskelighed. Charles Dickens kritik går på, når alt gøres op i penge og ikke i menneskelig værdi og værdighed.

Også som sådan er “Et juleeventyr” fortsat relevant. Vi kan i dag prise os lykkelige over, at fattigdommen i Danmark trods alt er begrænset og langt mindre end i London på Charles Dickens tid. Men vi lever i en tid, hvor vi nemt kan genkende den tendens til at gøre hele verden op i regneark, rentabilitet og effektivitet, som Scrooge repræsenterer.

Hele vores samfundsmæssige system sættes på formler og i regnark, og målestokken er effektivitet og rentabilitet. Vores velfærdssystem, som vi tænker skulle handle om at tage sig af samfundets syge og svage, bliver markedsgjort, så også omsorgen gøres op i salgbare størrelser, sættes i regneark og udliciteres til lavestbydende.

I skolen genkender vi det samme. Det, der tidligere handlede om dannelse og om at blive rustet til et fuldt menneskeligt liv, bliver i dag sat i system og regneark som læringsmål. Dermed kan der beregnes effektivitet også på elevernes udbytte af skolen. Det mere diffuse som mening, menneskelighed, kulturel forståelse og social og personlig ballast bliver vanskeligere at gøre op. Man indfører i stedet kvantificerbare Twenty First Century Skills, – og når eleverne pludseligt ikke trives i dette mål-regime og reagerer med mistrivsel og skolevægring, – indfører man udvikling og evaluering af “life-skills”.

Det er som om man forsøger at kurere sygdommen ved sin egen virus…

I hele denne proces kan man med Charles Dickens få en oplevelse af, at fokus på menneskelighed og den menneskelige værdighed er under angreb. Mennesket bliver et middel i et større regnestykke og ikke et mål i sig selv. Ikke som skoleelev og ikke som borger.

Dickens’ forfatterskab i almindelighed og et juleeventyr i særdeleshed bliver en påmindelse om, at det samfundssystem, vi er ved at udvikle, i eklatant grad mister fokus på det vigtige og værdifulde til fordel for det rentable og effektive.

Scrooge’s udvikling i “Et juleeventyr” viser dét, som Charles Dickens så som midlet til at skabe et bedre samfund, hvor goderne var mere ligeligt fordelt. Der skulle ikke store revolutioner eller magiske kræfter til. For Charles Dickens handlede det om noget så basalt som at udvise menneskelighed, gavmildhed og omsorg for hinanden. Og Scrooge’s eksempel viser, at alle har potentiale til at forbedre sig – og herigennem at ændre verden til et bedre sted.

På den måde bliver fortællingen til en historie om menneskelighed i det store og i det små. Det bliver en historie om, at meningen ikke ligger i at samle til huse og tænke på sig selv men i at se den anden og i at give.

Og dermed bliver historien til et sandt juleeventyr.

For i grunden er budskabet i julen, at Gud valgte at abdicere, for at møde mennesker der, hvor vi er. Og at meningen med livet derfor ikke ligger i det fjerne eller i det himmelblå men altid ligger i forholdet til det andet menneske, og at det væsentlige i livet således er kærligheden og barmhjertigheden.

Uanset om man forstår sig selv som troende eller ej, kan man vælge at lade denne sandhed blive en del af ens fortolkningsreservoir i forhold til verden.

“Et juleeventyr” bliver en påmindelse om denne sandhed. Vi skaber ikke livet selv men må gå ind i livet, der hvor vi er, løfte vores ansvar – og møde det andet menneske med kærlighed og barmhjertighed.

Den gamle Scrooge opdager denne sandhed. Han giver igen af sin rigdom men erkender tillige, at det i sandhed var ham, der var armodig. Det er ikke ved at skrabe sammen, at meningen med livet findes eller opstår. Det er i relationen til de andre. Og her er Scrooge novisen.

Fortællingens afslutning er derfor vigtig. Historien slutter ikke der, hvor Scrooge giver de værdigt trængende og løfter sit ansvar, men der hvor Scrooge selv må tage imod, – nemlig da han opsøger nevøen og dennes familie og bliver taget imod med åbne arme. Og så kunne det også blive jul for den gamle scrooge. For julen handler med Dickens egne ord om at tage sig af hinanden og at glæde sig.

Og på den måde bliver “Et juleeventyr” til en historie, der både er et eksistentielt drama om at fare vild i eksistensens kringelkroge, en kras samfundskritik om faldgruberne, når alt gøres op i regneark og rentabilitet, og endeligt et budskab om at finde ind til kærligheden og barmhjertigheden som det, der giver livet mening.

Så lad det være mit ønske for os alle: At vi her i julen må opleve, at der bag alt den travlhed, julebag og flitterstads, vi iklæder julen, vil være fokus på dette: At tage sig af hinanden og at glæde sig. Og lad det i øvrigt være mit ønske, at vi både hver især, som samfund og som fællesskab vil holde disse værdier i hævd hele året og ikke blot i julen.

Og lad så Charles Dickens få det sidste ord:

“Scrooge havde ikke yderligere omgang med ånder, men fulgte fra da af nøje sine nye principper; og man sagde altid om ham, at hvis noget menneske forstod ordentligt at fejre jul, så var det ham. Gid dette må kunne sige om os alle!”

Glædelig jul!