Juleafslutning 2019

Juletale 2019

I Astrid Lindgrens fortælling: Mio, min Mio, møder vi den forældre­løse dreng Bo Vilhelm Olsen, der bor hos et ældre ægtepar, der i grunden ikke kan lide børn.

En dag får Bosse, som han bliver kaldt, et postkort, han skal poste, og et æble af grønthandleren fru Lundin. Og da han vil gå, siger hun farvel på en sådan højtidelig måde, at han bliver helt urolig:

“Farvel, Bo Vilhelm Olsson” siger fru Lundin. “Farvel, farvel, Bo Vilhelm Olsson.” Hun plejer ellers bare at kalde ham for Bosse.

Men der er heller ikke noget almindeligt ved hverken kortet, æblet eller fru Lundin for den sags skyld.

Bosse kan ikke dy sig for at læse kortet, og indholdet er højst forunderligt:

“Til Kongen. Landet i det Fjerne.” – stod der. “Den, du så længe har søgt efter, er på vej. Han drager gennem dag og nat, og i sin hånd bærer han tegnet, det gyldne guldæble.”

Og da han ser på sit æble i hånden, er det netop forvandlet til et gyldent guldæble. Og på jorden ved siden af ham, ligger der en ølflaske, der viser sig at indeholde en flaskeånd, og med hjælp fra flaskeånden kommer Bosse til Landet i det Fjerne. Her er han ikke forældreløs men søn af kongen og altså prins. Hans navn er ikke Bosse men Mio, og hans kærlige far kongen kalder ham “Mio, min Mio”.

I landet i det fjerne virker alting ved første øjekast såre godt. Alt er smukkere og bedre end der, hvor Bosse kommer fra. Alt virker som en forskønnet spejling af hans tidligere liv: Kammeraten Benka fra Uplandsgade er blevet til den trofaste, varme Jum-Jum, den udtjente bryggerhest er blevet til den lysende hvide hest Miramis og så videre.

Men Bosse eller Mio erfarer dog hurtigt, at der bag alt det smukke alligevel truer et mørke og en ondskab. For i Landet Udenfor hersker den onde Ridder Kato, hvis had er så stærkt, at jorden omkring hans slot er gold og afsveden. Blot man nævner hans navn falder bladene af træerne, blomsterne visner og vingerne falder af sommerfuglene.

Ridder Katos borg ligger stor og sort på den allerhøjeste klippe. Og der er kun lys i et enkelt vindue, og det ligner et ondt øje – et rødt og uhyggeligt, ondt øje.

Og Mio forstår snart, at han er kommet til Landet i det Fjerne for at bekæmpe Ridder Kato, der har en jernklo som hånd og et hjerte af sten. – Og som får heste til at græde blod over tabet af deres føl, gør menneskers hjerter til sten og forvandler børn til sørgmodige sorte fugle.

Rejsen er grufuld og voldsom, og selvom alting ender godt, skal vores to rejsefæller så grueligt meget igennem, inden de kommer så langt. Undervejs føler de sig så små og alene, og de er så bange, så bange, men de finder alligevel modet og styrken til at kæmpe mod ondskaben.

Og til sidst står Mio da også overfor Ridder Kato. Og da Mio løfter sværdet for at støde det mod Ridder Kato, sker der noget forunderligt. Ridder Kato flår sin sorte fløjlskappe til side – og råber: “Ram mig i hjertet! Sørg for, at du hugger lige gennem mit hjerte af sten. Det har gnavet derinde så længe og gjort så ondt.”

Og Mio ser ind i Ridder Katos øjne og forstår, at Ridder Kato længes efter at komme af med sit stenhjerte. Måske er det sådan, at ingen hader Ridder Kato mere end Ridder Kato selv, tænker Mio. Og han løfter sit sværd og hugger til – og i det samme forsvinder Ridder Kato i den blå luft – og tilbage ligger blot en dynge sten – og en jernklo.

– o –

Historien er smuk og grusom – og kendetegnet ved alt det, som gør Astrid Lindgren til en stor forfatter. Historien tematiserer de store spørgsmål i menneskelivet – og gør det i børnehøjde – men med en alvor og seriøsitet, så også den voksne bliver klogere på livet ved at læse med.

Astrid Lindgren blev i 1959 interviewet til Dagens Nyheter om uhyggen i sine børnebøger, og her sagde hun bland andet: »Man skal ikke skræmme børn, så de bliver bange, men ligesom voksne har børn også brug for at blive rystet af kunst«.

Det sidste er interessant: Astrid Lindgren så sig selv som kunstner, og hun tog børnene alvorligt. Og »Mio, min Mio« er rystende læsning for et barn. Og vi voksne, der læser med, mærker også både alvoren, ondskaben og gruen. Men også håbet og troen på det bedste i mennesket – som det netop ses i barnet.

I historien møder vi et Mio, der bliver udvalgt til at løse en stor opgave. Han skal bekæmpe den ondskab, der ødelægger livet for beboerne i Landet i det Fjerne.

Mio skal gennem mange trængsler, inden han kommer så langt, at han kan besejre Ridder Kato. Og han møder både modstandere og hjælpere undervejs. Jo, det er et rigtig eventyr.

Og dog! Det er som om vi i denne historie får flere ting vendt på hovedet i forhold til mange af de eventyr og historier, vi oftest møder. Astrid lindgren har netop et særligt syn på både helten, det gode og det onde.

Mio er jo ikke vores helt, fordi han er stærk og modig. Nej, han er både lille, ensom og bange. Han siger det gang på gang. “Jeg var så bange, så bange”. Alligevel bliver han netop i sin lidenhed vores helt.

Og han bliver heller ikke vores helt ved at være ren i tanke og handling men ved at være menneskelig. Han føler sig afmægtig og svag, – og alligevel går han til kamp mod det onde. For Astrid Lindgren er det tydeligt, at det at være god er at gøre det gode. Det handler ikke om fine tanker og gode intentioner. Og det gode er netop det menneskelige – det, der fremmer livet.

Mio tager ansvar og handler for det gode, og det på trods af, at han er lille, ensom og bange. Og heri er der en pointe. Det er i sin lidenhed og i det at være bange, at Mio finder modet til at gøre det gode. Han ser og mærker den ondskab, som Rider Kato spreder omkring sig – og ved, at han bliver nødt til at handle, selvom han bliver bange.

Og hvad med det onde? Jo, det er som om, også det onde har en særlig natur i Astrid Lindgrens univers. Det onde synes ikke at være noget i sig selv. Ondskaben kan kun ødelægge og nedbryde det gode. I historien her møder vi det onde som had. Og hadet er netop bundet sin genstand på samme måde som kærligheden – blot omvendt og ødelæggende. Og hos Ridder Kato er hadet så stærkt, at det også hader sig selv. Dette er kernen i hadet. Det er ikke blot ødelæggende men tillige selvødelæggende.

I historien om Mio, er det i øvrigt afgørende, at det netop er et barn, der er i centrum. Når kampen skal tages op med ondskaben, skal vi ifølge Astrid Lindgren sætte vores lid til det mest undselige af alt, nemlig et barn.

I alle Astrid Lindgrens bøger møder vi børn, som løser store opgaver, som løses netop forbi, de er børn. Om det er Pippi, Emil, Ronja eller hvem det måtte være, så viser Astrid Lindgren gennem bøgerne, at barnet og barndommen har en værdi i sig selv – som andet og langt mere end blot en forberedelse til voksenlivet – noget, vi nok i dag igen kunne have brug for at lade os minde om.

Det, at barnets liv har en værdi i sig selv, betyder tillige, at både børn og voksne kan lære noget af historien om Mio.

Og det, vi kan lære af Mio, er måske, at vi ikke skal være noget som helst andet end det, vi er. Vi skal være mennesker slet og ret. Om det så er små, ensomme og bange mennesker. Det er ved at være mennesker, at vi kan være menneskelige. Det er netop fordi, Mio viser sårbarhed og medfølelse, sin menneskelighed, at han kommer gennem sin rejse.

Mio bliver hjulpet af både mennesker og naturen: træerne, jorden og bjergene. Og de hjælper, fordi Mio viser sin sårbarhed og lader sig hjælpe. Og så er det i øvrigt netop ved at vedgå sig sin lidenhed og ængstelse, at han finder modet til at gøre det nødvendige. Det er netop fordi, han bliver så bange, så bange, at han forstår, at han er nødt til at handle og gå op mod Ridder Kato.

Mio forstår, at han står foran en opgave, han ikke kan undgå. Og i stedet for at flygte eller gå modvilligt med, vælger han at tage opgaven på sig. Heri ligger en vigtig pointe. For det er netop gennem dette valg af sig selv og sin opgave, at Mio finder modet til at gå ud på sin rejse til Landet Udenfor og kæmpe mod ondskaben.

Man kan sige, at Mio tager sin skæbne på sig. Men skæbne betyder her ikke det, der er forudbestemt, men det, der er nødvendigt. Mio forstår, at det er nødvendigt – ikke bare for ham selv, men nødvendigt slet og ret, at han begiver sig ud på sin rejse.

Og derved bliver Mio en helt. Ikke i sin styrke og i sit mod men i det, at han ser og forstår, hvad der kræves af ham – og gør det til sit eget valg at gøre det nødvendige; det gode.

– o –

Og hvad har alt dette så med jul at gøre, kunne man spørge?

En hel del, vil jeg mene.

Vi står nu overfor en højtid, som vi i vores sekulariserede verden holder fast i at fejre – og måske endda med stigende intensitet.

Men hvad er kernen i denne højtid? – Hvad er den historie, der gemmer sig midt i julens jag? – Og har denne historie overhovedet et budskab til os moderne mennesker?

Ja, jeg det tror jeg. Hvad enten man forstår sig selv som troende eller ej, så tror jeg, at historien, der gemmer sig i julen, kan give mening som en del af det fortolkningsreservoir, vi hver især benytter os af i forhold til vores liv.

Historien om barnet i krybben, der er historien om guden, der vælger at abdicere – dvs. at træde ned fra tronen og opgive sin ophøjede guddommelighed – for at møde menneskene i øjenhøjde. Guden, der giver afkald på at være magt-gud for i magtesløshed at møde menneskene. En historie om et menneske, der altid talte magten midt imod og altid talte kærlighedens sag.

En historie, som peger på, at meningen med livet ikke ligger i det fjerne, men altid ligger i det liv, der er helt tæt på, – og at meningen altid ligger i forholdet til det andet menneske. At tilværelsens dyb og uudgrundelighed derfor altid er ganske tæt på; i det lille barn, i den elskedes øjne – og i det andet menneskes hjælpende hånd.

En historie, der peger på, at det væsentlige i livet aldrig er magten – ja, ofte er uforeneligt med magten. – At kærlighedens vilkår er at være sårbar. Men at kærligheden og menneskeligheden er meningen.

Historien om Mio, der bekæmper det onde ved at holde fast i det menneskelige – i sin sårbarhed og medfølelse, – får en særegen parallel i historien om barnet i krybben, der også fastholder, at det sandt menneskelige ikke er magten, men er kærligheden og menneskeligheden.

At vi skal turde tage vores liv på os og gøre det gode. Dette kræver mod – ikke et umenneskeligt mod men netop et menneskeligt mod.

Disse historier tilbyder sig som spejl i forhold til det liv, vi lever hver dag. Historierne kan vi bruge som fortolkningsnøgler til vores eget og det fælles liv. Vi kan gøre dem til dele af vores personlige fortolkningsreservoir i forhold til verden.

Alt dette, som sagt, hvad enten man opfatter sig selv som troende eller ej, – alene fordi historierne bliver fortalt, – og fordi vi hører dem.

Lad det være mit håb her i julen, at vi hver især må opleve at se det væsentlige imellem alt det julesne og julegran og julelys og gaver og julefest og julemad og julestads, vi iklæder det.

At vi må ane meningen – i kærligheden og menneskeligheden.

Glædelig jul!