20. december 2021

Juletale 2021 på Efterskolen for Scenekunst

“Troldspejlet blev ikke ganske overvundet. Der er stadig splinter og stumper derude, der kan fyge ind i menneskers øjne og hjerter, men historien fortæller os, at der findes noget, der er stærkere end troldspejlets forvrængende og kolde styrke.”

 

Onsdag d.22/12, 2021, holdt vi ganske anderledes juleafslutning på Efterskolen for Scenekunst. Afslutningen, hvor eleverne sang kor og dansede for forældrene blev live-streamet – og elevdelene var tilmed optaget i sidste uge, inden eleverne blev sendt hjem til endnu en gang zoom-undervisning og livestreamede morgen- og aftensamlinger. Men en juleafslutning ville vi ikke snyde forældrene for, så det blev det en live-stream med Kor og dans, juletale og fællessang. Naturligvis er det ikke det samme som at være sammen til en rigtig juleafslutning, men det fungerede faktisk meget fint – og nu har vi fået rundet det første halvår  ordentligt af. Og nu kan forældre og elever nyde en velfortjent juleferie.

 

Forstander Heine Boe talte med udgangspunkt i HC Andersens eventyr ‘Snedronningen’.

Læs hele talen her:

I HC Andersens eventyr Snedronningen hører vi om, hvordan djævelen engang lavede et troldspejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt sammen til næsten ingenting, og hvad der var grimt og ikke duede, blev endnu værre.
Det var vældigt morsomt, syntes “djævelen” og lo af sin opfindelse. Og alle de små djævle, der gik i trolddomsskole, mente, at man nu ret kunne se, hvordan verden og menneskene virkeligt så ud.
Men da djævlene ville flyve op til Himlen for at gøre nar af englene og “Vorherre,” faldt spejlet til jorden og gik i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker. Men da gjorde det just endnu større ulykke end før; for alle stykkerne fór nu ud i den vide verden, og hvis folk fik en splint eller et korn i øjet, så de alting forkert, eller havde kun øjne for hvad der var galt ved en ting, og fik de en lille spejlstump ind i hjertet, så blev hjertet som en klump is.
I eventyret møder vi nu Kay og Gerda, to børn, der boede i to små taglejligheder i den indre by. De to lejligheder lå så tæt, at de kunne gå fra det ene tagvindue direkte ind gennem det andet. Forældrene havde sat en kasse mellem de to tagrender til at dyrke urter i. Her voksede der også et rosentræ. Og der højt over gaden, havde Kay og Gerda nu om sommeren deres helt egen lille have med de smukkeste roser.
En dag da de således sad i deres lille have og nød de smukke roser, udbrød Kay med ét: “Av! det stak mig i hjertet! og nu fik jeg noget ind i øjet!” Og ganske rigtigt.
Kay havde fået et stykke af Troldspejlet ind i hjertet, der ville snart blive ligesom en isklump, og et korn af troldspejlet i øjet.
Snart var der intet at mærke, men splinterne sad der endnu, og Kay blev med ét en ganske anden dreng. Han så ikke længere det smukke i roserne men kunne kun se, at den ene var blevet gnavet i af en orm, og at en anden var skæv. Når bedstemor fortalte historier, havde Kay altid et ”men…”. Han gjorde nar ad folk og karikerede dem med en sådan skarphed, at folk måtte sige: ”Der sidder et godt hoved på den dreng”.
Hans lege blev også ganske anderledes end før, de var så forstandige. En vinterdag, hvor snefnuggene føg, fandt han et stort forstørrelsesglas for at se nærmere på snefnuggene.
“Se nu i glasset, Gerda!” sagde han, og hvert snefnug blev meget større og så ud, som en prægtig blomst eller en tikantet stjerne. “Se hvor fantastisk!” sagde Kay, “det er meget interessantere end med de virkelige blomster! og der er ikke en eneste fejl ved dem, de er ganske perfekte, når de blot ikke smelter!”
Kay ville nu lege med de store drenge, der lod deres kælke spænde efter bondemandens vogn. Også Kay fandt en vogn at spænde sin kælk efter, men denne vogn kørte ud af byen. Væk – med vindens fart. Kay frøs ind til benet og var bange. Han råbte højt, men ingen kunne høre ham. Han ville sige sit Fadervor, men kunne kun huske den store tabel.
Og da vognen stoppede, så Kay, at det var snedronningen selv, der havde hentet ham. Hun tog ham op i vognen til sig og slog sin kappe om ham. Det var som at synke ned i en snedrive, og Kay troede, at han skulle dø af kulde.
Men da Snedronningen kyssede ham, varede det blot et øjeblik, så frøs Kay ikke mere. Snedronningen kyssede Kay endnu engang, og da glemte Kay alt om Gerda og alle dem derhjemme.

Hjemme sad Gerda og græd mange tårer. Hvor var dog Kay blevet af? Ingen vidste, hvor han var, og med tiden mente alle, at Kay var død. Og da vinteren gik på held, troede Gerda det også. ”Kay er død og borte,” sagde hun til det varme solskin. ”Det tror jeg ikke!” sagde solskinnet. ”Kay er død og borte,” sagde hun til svalerne. ”Det tror jeg ikke!” sagde svalerne – og til sidst troede Gerda det heller ikke.
Og da begyndte Gerda at lede verden rundt. Men ingen kunne fortælle, hvor Kay var blevet af. Alle havde de travlt med at fortælle deres egen historie. Ingen kunne hjælpe Gerda.
Men langt om længe fik Gerda hjælp fra uventet kant. For da hun var blevet fanget af en røverbande, fik Gerda hjælp af røverdatteren. Røverdatteren fik medlidenhed med Gerda, da hun lytter til hendes historie.
Røverdatteren hjalp Gerda, så hun kunne komme afsted mod nord, for det var naturligvis der, Snedronningen og Kay var at finde.
Og endelig stod Gerda ved Snedronningens slot. Indenfor var Kay, men han tænkte ikke på Gerda. Han fandt alt i den fineste orden og tænkte, at han var det bedste sted at være.
Gerda kæmpede sig vej gennem sneen og kulden ind på slottet og fandt Kay. Kay var ganske blå af kulde, men selv mærkede han det ikke. Gerda fløj Kay om halsen og råbte: “Kay! søde lille Kay! så har jeg da fundet dig!”
Men Kay sad ganske stille, stiv og kold; – da græd den lille Gerda hede tårer. De faldt på hans bryst. De trængte ind i hans hjerte. De optøede isklumpen og fortærede den lille spejlstump derinde.
Da brast Kay i gråd; han græd, så spejlkornet trillede ud af øjnene, han kendte hende og jublede: “Gerda! søde lille Gerda! – hvor har du dog været så længe? Og hvor har jeg været?” Og han så sin om. “Hvor er her koldt! hvor er her tomt og stort!” og han holdt sig fast til Gerda, og hun lo og græd af glæde; det var så velsignet.

Og sådan slutter historien om Snedronningen, Kay og Gerda og Troldspejlet.

Troldspejlet blev ikke ganske overvundet. Der er stadig splinter og stumper derude, der kan fyge ind i menneskers øjne og hjerter, men historien fortæller os, at der findes noget, der er stærkere end troldspejlets forvrængende og kolde styrke.
Historien har mange lag og mange betydninger.
At se historien som en simpel kamp mellem godt og ondt er alt for forenklet. Nok er troldspejlet gjort af djævelen, men troldspejlet er ikke simpel ondskab. Med splinten i hjertet og kornet i øjet bliver Kay ikke ond men beregnende, nøjeregnende, ironisk.
I historien hedder det, at hans lege blev så forstandige. Men han mister også blikket for det smukke og det gode. Han foretrækker snefnuggets regelmæssighed frem for rosens vilde pragt.
Snarere end ondskab repræsenterer troldspejlet derfor den rene fornuft, refleksionen eller forstandigheden. Den hvormed vi opnår viden. Den hvormed vi opmåler og kategoriserer verden. Den hvormed vi sætter verden på formel og i system. Den hvormed vi forsøger at beherske og kontrollere vreden.
Men også den, der netop ikke ser vores relation til verden. Vores afhængighed af verden. At vi er indlejret i verden – ikke blot som tilskuer eller observatør men som deltager. At vi er lidenskabeligt engageret i livet og verden.
Dette sidste handler om skønhed og mening. Alt det, der ikke kan sættes på formel. Men dette fatter refleksionen, forstandigheden eller den rene fornuft ikke. Til dette skal der engagement og lidenskab. Men mere end det. Der skal en følsomhed til i forhold til det, at verden har betydning for mig og jeg for verden.
Kay husker derfor kun den store tabel og ikke sit Fadervor, da det gælder. Den store tabel er jo udtryk for forstandigheden, hvor hans Fadervor netop repræsenterer spørgsmålet om relationen til verden og spørgsmålet om mening.
Kays hjerte bliver koldt. For hvis ikke verden har betydning, men kun er noget vi beskriver, opmåler og kategoriserer, men som ikke har nogen dybere betydning for mig og jeg for den, så mister vi varmen, ja, vi mister livet. – Derfor hører vi, at Kay er ganske blå – men han mærker det ikke.

Nu må man ikke tro, at forstandigheden er ond. Som jeg noterede til en begyndelse, er det slet ikke det, der er i spil.
Nej historien peger på, at hvis forstandigheden ikke kobles med engagementet og fornemmelsen for skønhed og mening, bliver forstandigheden gold og i sidste instans ødelæggende for livet.

Derfor har vi brug for Grethes blik, hvis livet skal have plads. Grethe ser bestandigt det smukke og gode. Grethe har med sit blik på verden sans for skønhed og vores relation til verden. Grethes blik fanger, at ting og mennesker har betydning og værdi.
Og i forhold til Kai, fastholder hun at se ham som det menneske, han er, uanset, hvor umenneskelig han bliver.
Igennem alle strabadserne, alle kampene fastholder Gerda dette blik på Kay. Hun giver aldrig op. Hun ser på Kay med mildhed og kærlighed, selv da splinten i hans hjerte og kornet i hans øje gør ham til den beregnende kyniker.
Og netop fordi Gerda fastholder dette kærlighedens blik, kan hun med sine tårer tø Kays frosne hjerte op.
Og således ender historien, som den skal. Kærligheden er stærkere.

Trodspejlet er naturligvis stadig derude. Splinter og korn blæser omkring og kan finde vej ind i vores hjerter og øjne. Vi kan blive indfanget af Troldspejlets forjættende klarhed. Vi kan blive draget af dets evne til at skabe fornemmelse af klarsyn, og fristes af dets evne til at sætte verden i system for os, så den kan beherskes.

Vi lever i en tid, hvor det ikke er svært at genkende Troldspejlets virkelighed. Vi kan nemt genkende den tendens til at gøre hele verden op i system, regneark og effektivitet, som Troldspejlet repræsenterer.
Hele vores samfundsmæssige system er igennem en lang årrække sat på formler og i regneark, og målestokken hedder effektivitet. Alt er gjort op i evaluerbare og salgbare størrelser, der kan konkurenceudsættes, som det så smukt hedder.
I skolen genkender vi det samme. Det, der tidligere handlede om dannelse og om at blive rustet til et fuldt menneskeligt liv, er igennem mange år blevet sat i system, gennem en uendelig række af prøver og tests – og en evigt skiftende række af læringsmål.
Målet er at sætte læring i system, så man efterfølgende kan måle og beregne undervisningens effektivitet og elevernes udbytte af skolen. Alt dette, så vi kan modstå konkurrencen fra Kina, og hvad det nu ellers hedder.
Det mere diffuse som mening, menneskelighed, kulturel forståelse, social og personlig udvikling bliver vanskeligere at gøre op.
Og når eleverne pludseligt ikke trives i dette mål-regime og reagerer med mistrivsel og skolevægring, – indfører man udvikling og evaluering af “life-skills”.
Og skulle eleverne stadig føle mangel på motivation som konsekvens af en fremmedgørende skolekultur, så kan vi da motivere ved at indføre en flidskarakter. Tænk engang.
Det er som om man forsøger at kurere sygdommen ved sin egen virus…
I hele denne proces kan man med HC Andersen og den lille Gerda få en oplevelse af, at fokus på menneskeligheden er under angreb.
Mennesket bliver et middel i et større regnestykke og ikke et mål i sig selv. Ikke som skoleelev. Ikke som borger. Ikke som menneske.
Vi mangler at se på verden med Grethes øjne og ikke alene med Troldspejlets.
Vi glemmer, at mennesker er mål i sig selv. At ting har betydning og mening.

Og hvad har alt dette så med jul at gøre, kunne man spørge? En hel del, vil jeg mene.
Vi står nu overfor en højtid, som vi i vores sekulariserede verden holder fast i at fejre – og måske endda med stigende intensitet.
Men hvad er kernen i denne højtid? – Hvad er den historie, der gemmer sig midt i julens jag? – Og har denne historie overhovedet et budskab til os moderne mennesker?
Ja, jeg det tror jeg. Hvad enten man forstår sig selv som troende eller ej, så tror jeg, at historien, der gemmer sig i julen, kan give mening som en del af det fortolknings­reservoir, vi hver især benytter os af i forhold til vores liv.
Historien om barnet i krybben, der er historien om guden, der vælger at abdicere for at møde menneskene i øjenhøjde. Guden, der giver afkald på at være magt-gud for i magtesløshed at møde menneskene.
En historie, som peger på, at meningen med livet ikke ligger i det fjerne, men altid ligger i det liv, der er helt tæt på, – og at meningen altid ligger i forholdet til det andet menneske. At tilværelsens dyb og uudgrundelighed derfor altid er ganske tæt på; i det lille barn, i den elskedes øjne – og i det andet menneskes hjælpende hånd.
En historie, der peger på, at det væsentlige i livet altid ligger i relationen. Ikke i, hvad vi kan beskrive, styre og beherske.

Historien om Snedronningen, hvor Gerda ved at holde fast i sin menneskelighed og i sit kærlige blik, – får en særegen parallel i historien om barnet i krybben, der også fastholder, at det sandt menneskelige ikke ligger i beherskelsen, men i relationen og i kærligheden.
Disse historier tilbyder sig som spejl i forhold til det liv, vi lever hver dag. Historierne kan vi bruge som fortolkningsnøgler til vores eget og det fælles liv. Vi kan gøre dem til dele af vores personlige fortolkningsreservoir i forhold til verden.

Alt dette, som sagt, hvad enten man opfatter sig selv som troende eller ej, – alene fordi historierne bliver fortalt, – og fordi vi hører dem.
Lad det være mit håb her i julen, at vi hver især må opleve at se det væsentlige imellem alt det julesne og julegran og julelys og gaver og julefest og julemad og julestads, vi iklæder det.
At vi må ane meningen – i kærligheden og menneskeligheden.

Glædelig jul!

Besøg os

Har du fået lyst til at se nærmere på skolen, er du velkommen booke et besøg her. Vi glæder os til at møde dig. Hvis du er i tvivl om noget kan du altid ringe på 4161 8485 eller skrive til os: info@efterskolenforscenekunst.dk.

Eleverne hygger sig
Oplev scenekunst med eleverne