06. september 2021

Steffen Brandt og Anne Hjort

 

Onsdag d.8/9, 2021 på Efterskolen for Scenekunst

 

 

Steffen Brandt – 2020

 

Steffen Brandt er mest kendt som frontfigur i bandet TV-2, der blev dannet for 39 år siden. Han har skrevet både tekst og musik til alle gruppens sange, og netop hans sans for at skrive sange med kant og charme har været stærkt medvirkende til bandets popularitet. Med afsæt i 80’ernes minimalistiske ny-rock udviklede TV-2 sig til et af de mest populære danske bands, og det er de fortsat med at være – uden at miste skarpheden. Stilen er præget af dobbeltbundethed, ironi og selvironi med veludviklet tæft for at se lige gennem tidens tendenser. Men sangene kredser også omkring tilværelsens helt store spørgsmål: Livet, døden og kærligheden.

 

I Steffen Brandt har gruppen en af Danmarks mest underspillende og effektive performere. Steffen Brandt har som dansk tekstforfatter præget det danske sprog med sine hverdagssproglige, ironiske, men altid kærligt-kritiske, undrende sange. Hans uomtvistelige sproglige talent har beriget danskerne og det danske sprog, og i 2003 modtog han velfortjent Modersmål-Selskabets sprogpris for sin indsats for det danske sprog. Steffen Brandt har også skrevet sange til en lang række danske kunstnere, bl.a. News, Ray Dee Ohh, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen. Steffen Brandt har fra 2001 arrangeret en række koncerter uden for sæsonen på Bornholm. Han har valgt kunstnere fra vidt forskellige genrer og har trukket publikum til fra hele Danmark. I 2009 udgav han et soloalbum med Bob Dylan-sange gendigtet på dansk med titlen ”Baby Blue”.

Med sig denne aften har Steffen Brandt sangerinden Anne Hjort, der fast har sunget kor i TV-2 gennem de sidste ti år.

 

Info om koncerten:

Onsdag d. 8/9, 2021. Entre 375,- inkl.gebyr.

Koncerten afvikles i Æsken på Efterskolen for Scenekunst, Starupvej 20, 8340 Malling.

Dørene åbnes 19.00 – koncerten starter kl. 19.30

Besøg os

Har du fået lyst til at se nærmere på skolen, er du velkommen booke et besøg her. Vi glæder os til at møde dig. Hvis du er i tvivl om noget kan du altid ringe på 4161 8485 eller skrive til os: info@efterskolenforscenekunst.dk.

Eleverne hygger sig
Oplev scenekunst med eleverne