23. juni 2018

Afslutningen 2018

 

Lørdag d.23/6, 2018, var der afslutning på Efterskolen for Scenekunst. Dagen blev festligholdt med en højtidelig afslutning med fællessang, tale, overrækkelse af afgangsbeviser, elevoptræden og vemodig afsked omkring skolens imponerende store lindetræ.

Forstander Heine Boe talte med udgangspunkt i historierne om Astrid Lindgrens elskede figur Pippi Langstrømpe.

 

 

Tale ved afslutningen 2018

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!”
af Heine Boe

 

”Farvel, drenge,” sagde Pippi og kyssede hver eneste af dem på panden. ”I skal ikke være bekymrede for mig. Jeg skal nok klare mig!” (…)

”Et mærkværdigt barn,” sagde en af matroserne og tørrede en tåre bort, da Pippi forsvandt i det fjerne.

Han havde ret. Pippi var et højst mærkværdigt barn. Det allermærkværdigste ved hende var, at hun var så stærk. Hun var så gruelig stærk, at der i verden ikke var en politibetjent så stærk som hun. (…)

Hun så ikke helt almindelig ud. Hendes hår havde samme farve som en gulerod og var flettet i to stramme fletninger, der strittede til hver sin side. Hende næse havde samme form som en lille kartoffel, og den var oversået med fregner. Under næsen sad en ualmindelig bred mund med friske, hvide tænder. Hendes kjole var højst ejendommelig. Pippi havde selv syet den. Det var meningen, den skulle have været blå, men det blå tøj slog ikke til, så Pippi blev nødt til at sy små røde stykker tøj på hist og her.

På hendes lange, tynde ben sad et par lange strømper, den ene brun og den anden sort. Og så havde hun et par sorte sko, som var præcis dobbelt så lange som hendes fødder. De sko havde hendes far købt til hende i Sydamerika, for at hun skulle have lidt at vokse i, og Pippi ville aldrig have andre.

 

Vi kan se hende for os. Den bom-stærke pige med der røde hår. Vi kender hende fra hele vores barndom. Historierne om Pippi blev skrev i midten af ’40erne og har siden været en del af mange generationers børne-univers.

Da fortællingerne så verdens lys, var de ganske udfordrende. Historierne om Pippi repræsenterede en anderledes forståelse af barnet, end den der var typisk i ’40’ernes børneopdragelse.

Siden har historierne gået deres sejrsgang. Historierne er som de øvrige historier fra Astrid Lindgrens hånd af høj kvalitet. De har en dybde og rummer mange lag, så de taler til både børn og voksne, – og de tåler at blive læst med både politiske, religiøse, psykologiske og filosofiske briller.

Pippi er blevet et Ikon, og mange grupperinger har taget hende til sig som deres ideal.

Således kan man se og høre autonome unge tale om Pippi med glødende hjerte, når de skal fortælle, hvorfor de lægger afstand til de voksne, autoriteterne, konventionerne, magthaverne osv.

På samme måder hører man ofte feminister i alle aldre fremhæve Pippi som en afgørende inspirationskilde for dem.

Nu er er jeg jo hverken ung autonom eller en feministisk kvinde.

Jeg er blot en midaldrende mandlig forstander med en litterær og filosofisk interesse.

Med den baggrund bliver min læsning af Pippi Langstrømpe naturligvis en anden end de autonomes og feministernes, men det er jo netop i sin fineste orden, for litteraturen får jo sin betydning og mening i mødet med sin læser. Og god Litteratur er åben for fortolkning – og historierne om Pippi Langstrømpe er god litteratur.

 

Når jeg således læser historierne om Pippi, fornøjes jeg over den glød og fortælleglæde, de udstråler. Jeg glæder mig over de skønne historier og ikke mindst over den finurlighed, der er i disse.

Historierne er levende og sprælske og holder sprogligt og indholdsmæssigt fuldstændigt her 70 år efter, de så dagens lys.

Og så finder jeg med min baggrund og tilgang historierne interessante netop ud fra et filosofisk synspunkt.

 

Historierne om Pippi er nemlig dybt filosofiske. Pippi er skeptikeren, der stiller spørgsmålstegn ved det eksisterende. Hun udøver, hvad der i den filosofiske verden ville kaldes kultur- eller samfundskritik. Hun er sprogfilosof og livsfilosof.

Det er ikke spor underligt, for Astrid Lindgren var vældig belæst og havde selv en klar filosofisk interesse. Det er med Rossau i baghovedet ingen tilfældighed, at skarnsungen fra Lønneberg hedder Emil. Også Pippi er en slags Emile, der lever et selvstændigt liv uden voksne til at forstyrre den naturlige udvikling.

Astrid Lindgren omtaler i øvrigt et sted også Pippi som et slags overmenneske i Nietsches forstand.

Referencerne er mangeartede. Og de filosofiske temaer, der berøres er ligeledes mangfoldige.

Historierne om Pippi tematiserer spørgsmål som: Hvad er et ord? Hvad er viden? Hvad er retfærdighed? Hvad er nytte? Hvad er mod? Hvad er mening? Hvad er det gode? Osv.

 

Det vigtigste og gennemgående tema i fortællingerne er dog for mig at se spørgsmålet om barnet, og hvordan vi forstår det og dets udvikling.

Allerede i den første historie om Pippi, hvor hun flytter ind i Villa Villekulla, dukker dette perspektiv op.

”Bor du her helt alene?” spurgte Annika.

”Ih, nej,” sagde Pippi. ”Hr. Nilsson og hesten bor her jo også.”

”Ja, men jeg mener, har du ingen mor eller far her?”

”Nej, ikke det mindste,” sagde Pippi fornøjet.

”Men hvem siger så, når du skal i seng om aftenen og sådan noget?” spurgte Annika.

”Det gør jeg selv,” sagde Pippi. ”Først siger jeg det en gang, meget venligt. Og hvis jeg så ikke adlyder, siger jeg det en gang til, meget bestemt. Og hvis jeg alligevel ikke vil lystre, så vanker der klø, forstår I.”

Helt og holdent forstod Tommy og Annika det nu ikke. Men de syntes, det var en ganske god måde at ordne tingene på.

 

Her har vi Astrid Lindgrens syn på barnet i en nøddeskal. Temaet er her, hvorvidt målet med barnets udvikling er en indre eller en ydre styring og disciplinering.

På samme måde står det står klart, at børnelivet for Astrid Lindgren har en værdi i sig selv. Det tjener ikke alene som forberedelse til voksenlivet.

Man kan nemt læse historien derhen, at den handler om fravær af styring og rammer, men det er en misforståelse, tænker jeg.

Det handler nemlig ikke om, hvorvidt der skal være rammer eller ej, men om hvorvidt målet er en indre eller en ydre styring.

I historien, hvor Pippi leger tagfat med politiet, får vi understreget denne pointe.

Folkene i den lille by mente, at børn skal have voksne, der kan formane dem, og at børn skal gå i skole og lære multiplikation. Derfor mente de, at Pippi måtte på børnehjem.

To politibetjente blev sat ind for at fange Pippi – og så starter løjerne.

”Du skal på børnehjem” sagde politifolkene.

”Jeg er et barn, og det her er mit hjem, altså er det et børnehjem,” svarede Pippi.

Og Pippi, der jo både var hurtig og stærk legede herefter tagfat med de to betjente, der jo ikke havde en levende chance for at fange hende. Udgangen på historien blev, at Pippi tog de to betjente og bar dem udenfor havelågen og satte dem ned på fortovet.

”Nu har jeg ikke tid til at lege mere” sagde Pippi. ”Men sjovt har det været, det skal jeg villigt indrømme.”

Også her er det tydeligt, at Astrid Lindgren vil vise, at barnets selvforvaltning og indre styring er målet fremfor den ydre disciplinering.

Og i den sammenhæng skal den voksne passe på ikke at stå i vejen. Barnet er nødt til at øve sig på det, som det skal lære, – og her altså at regulere sig selv.

Og Pippi øver sig i denne selvforvaltning og autonomi. Og hun tager stilling til mangt og meget i denne proces.

I skolen møder Pippi en meningsløshed, hun har svært ved at kapere. Frøkenen stiller hende spørgsmål, som hun tydeligvis selv kender svaret på, og Pippi må med sin logik jo svare: ”Hvis du ikke ved det, så her jeg heller ikke tænkt mig at fortælle dig det!”

Da frøkenen siger, at hun er både næsvis og fræk, bliver Pippi vældigt ked af det, og undskylder mange gange. Det var virkelig ikke hendes mening.

Hellere end skolens døde boglærdom vil Pippi lære af tingene i den levende verden. Pippi er er derfor tingfinder.

”Hvad er det?” spørger Tommy. ”En der finder ting, selvfølgelig! Hvad skulle det ellers være?” (…) ”Verden er fuld af ting, og det er virkelig nødvendigt, at der er nogen, der finder dem.”

Her er tale om valg af værdier: ’Det levende ord’ fremfor det døde bogstav. Tingene skal læres i kontakt med den virkelige verden – Ikke i død udenadslære.

 

Også spørgsmålet om det gode fylder meget i historierne.

”Den som er vældig stærk, bør også være vældig rar”, lyder et meget kendt citat af Pippi. Og dette peger jo på en veludviklet moralsk sans.

Måden Pippi behandler de to politibetjente, afspejler denne fornemmelse. Nok går hun op mod deres forehavende, men de afleveres pænt på fortovet med en sød hilsen, da hun er færdig med dem.

Også i de mange konflikter, der opstår gennem historierne, stiller Pippi sig altid på retfærdighedens og den svages side.

Da Bengt og nogle andre drenge driller lille Ville, griber Pippi ind og hurtigt flokkes drengene om Pippi i stedet, og Ville kan liste sig væk og i sikkerhed.

Bengt og de andre drenge driller Pippi med hendes røde hår og de store sko. Men Pippi giver igen: ”Jeg synes ikke, du opfører dig videre pænt mod damer,” sagde Pippi, – hvorefter hun hænger alle drengene tørre i træet, der er ved siden af dem.

”I er feje!” sagde Pippi. ”Fem mod en, det er fejt. Og bagefter giver I jer oven i købet til at skubbe til en lille værgeløs pige. Skam jer!”

 

Livsfilosofisk har Pippi også budskab til os.

”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!”

Sådan lyder det måske mest kendte citat af Pippi Langstrømpe.

Pointen er her ikke at opbygge en ubegrundet selvovervurdering men derimod at mønstre et mod på at kaste sig ud i noget nyt med en fortrøstning om, at man nok skal klare det.

Denne tilgang er sund, da det modsatte forhindrer én i at kaste sig ud i nye eventyr. Og vil man lære noget nyt, må man prøve noget nyt.

Pippis livsfilosofi handler om at udvide den cirkel af muligheder, man har omkring sig. Hvis man altid lader sig begrænse af sin manglende erfaring eller et manglende mod, bliver det muliges cirkel langsomt mindre. Hvis man derimod tør prøve bare en lille smule nyt hver dag, bliver det muliges cirkel udvidet.

 

Pippi Langstrømpe er således en figur, der kan minde os om mange vigtige pointer om synet på barnet, spørgsmålet om det gode og valg af livsværdier.

 

Vi lever i en tid, hvor vi har fokus på, at børnene og de unge skal igennem uddannelsessystemet. De skal ud og bidrage til det store samfundsmaskineri.

Vi har opbygget et skolesystem, hvor den viden, vi gerne vil have, børnene skal have om verden, er blevet brudt ned i testbare størrelser, – men hvor blikket for helheden – for forståelsen af virkeligheden og de komplekse sammenhænge risikerer at gå fløjten.

Vi tester de unge mennesker uden blik for, at testregimet måske ikke netop understøtter det livsmod og den livslyst, som vi gerne ville have, at de unge skulle opbygge.

 

Her kommer Pippi ind som en relevant samfundskritiker.

Hun minder os om, at børne- og ungdomslivet har en værdi i sig selv. At målet med opdragelsen og skolen ikke er, at de unge ender med at kunne udfylde deres plads i den samfundsøkonomiske maskine, – men at de bliver hele mennesker. Mennesker, der kan udøve selvforvaltning.

I den sammenhæng er det afgørende, at man får lov at øve sig. For det at udøve selvforvaltning er ikke nemt. Det kræver viden, – og det kræver, at man udvikler et moralsk kompas. Dette kan ikke sættes på læringsmålsformler men må læres ved at gøre det. – Man må øve sig.

 

 

Jeg håber, at Efterskolen for Scenekunst kan noget af alt dette.

Jeg siger ikke, at Efterskolen for Scenekunst hverken er eller skal være et veritabelt Villa Villekulla. Men jeg siger, at jeg håber, vi lykkes i at lade jer som unge øve jer i det, der er det svære, nemlig det at udøve selvforvaltning.

Vi vil ikke være en skole, der har regler for alt, men en skole baseret på værdier. Vi vil skabe en hverdag sammen med jer, hvor der i frihed tages ansvar.

Det man øver sig på, kan man jo netop ikke altid fra starten af. Og vi har da også oplevet, at evnen til at udøve en passende selvregulering i nogle situationer har manglet.

Men man må netop øve sig. Og det er da også lykkedes at uddrage lære af oplevelserne og blive klogere. Dette er i vores verden vigtigere end regel og straf, der alene opøver evnen til at tilpasse sig.

 

Og i forhold til det moralske kompas er der heller ingen genveje. Det er jo i virkeligheden oftest slet ikke, når alt går over stok og sten, at vi lærer noget væsentligt. Det er netop, når vi ikke slår til og fejler, eller når vi oplever, at andre ikke udfylder deres rolle, at vi lærer, hvad der er op og ned.

Og med Pippi Langstrømpe lærer vi tillige, at jo stærkere vi er, jo mere ansvar har vi, – jo rarere skal vi være.

Vi kan ikke løbe fra denne sandhed. Men den må erfares, og man må hver for sig tage den til sig og på sig.

Vi håber, at I gennem jeres efterskoleophold har vundet modet til dette. At I tør tage livet, ansvaret og selvforvaltningen på jer.

 

Jeg håber i det hele taget, at Efterskoleåret 17/18 blev et år, hvor I hver især har kunne udvikle jer. At I er vokset som mennesker. At I er modnet i retning af selvstændighed og selvforvaltning. At I har fået udviklet jeres moralske kompas, og at I har fået styrket jeres livsmod og livslyst.

 

Jeg håber, at der er lidt mere Pippi Langstrømpe i jer hver især nu, end da I kom.

 

Tak for efterskoleåret 2017/2018 på Efterskolen for Scenekunst.

Besøg os

Har du fået lyst til at se nærmere på skolen, er du velkommen booke et besøg her. Vi glæder os til at møde dig. Hvis du er i tvivl om noget kan du altid ringe på 4161 8485 eller skrive til os: info@efterskolenforscenekunst.dk.

Eleverne hygger sig
Oplev scenekunst med eleverne