12. august 2018

Ankomsten 2018

 

På sommerens første regnvejrsdag, søndag d.12/8, 2018, var der ankomstdag for elevholdet 2018/2019 på Efterskolen for Scenekunst. Det er skolens syvende hold, der dermed indtog skolen. En forrygende dag, hvor eleverne endeligt fik mødt hinanden. Der blev taget imod med tale og fællessang i Æsken – og med møder i kontaktgrupperne.

Forstander Heine Boe talte om at blive til noget eller blive til nogen!

 

 

Tale ved ankomsten 2018
At blive til noget eller blive til nogen
af Heine Boe

 

Der var engang et ungt par, der gerne ville giftes. Men da de var ganske fattige, besluttede de, at alle gæsterne skulle medbringe en flaske vin, der så kunne hældes i det fælles kar, hvorfra der kunne skænkes til alle. På den måde kunne de holde fest med manér.

Således blev det, og invitationen gik ud. Dagen oprandt, gæsterne kom, og vinen blev hældt i det fælles kar. Men da tjenerne skænkede op, opdagede alle det forfærdelige: Det var det rene vand, de sad med i glassene.

Der blev stille ved bordet og alle sad skamfulde tilbage. De havde alle tænkt det samme: ”I dag holder jeg fest på de andres regning. Hvis jeg tager en flaske vand med, betyder det intet, når den hældes i karret med de andres vin.”

Det er klart: Det blev ikke nogen god fest.

 

Sikke en historie at starte et efterskoleår med, kunne nogle nu tænke. Og det har de ret i. Men historien er jo opbyggelig, og pointen er lige så klar, som historien er kort og præcis:

Det liv, vi har med hinanden, er helt afhængig af det, vi hver især bringer med ind i det!

 

Den danske teolog K.E. Løgstrup skriver således i sin bog, ”Den etiske fordring”:

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Han fortsætter sådan her: ”Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Løgstrups grundlæggende pointe er, at vi ikke kan bevæge os ud i verden uden at udlevere os selv.

Når vi henvender os til et andet menneske, forventer vi jo, at dette mennesker svarer på henvendelsen i den ånd, vi henvender os. Heri ligger der en selvudlevering.

Det, f.eks. at tro på at den anden taler sandt, er en art selvudlevering. Vi møder så at sige den anden i tillid. Vi har ingen anden mulighed.

Vi lægger altså altid noget af vores liv i den andens hånd, – og vi har altid noget af den andens liv i vores hænder.

Løgstrups pointe er ganske vidtgående.

Vi forestiller os måske, at vi har ”hvert vores liv”, og at det, der tilhører den andens verden, kun helt perifert har med min verden at gøre.

Vi tænker måske, at mødet mellem mennesker består i, at vores verdener kun kortvarigt berører hinanden for derefter at fortsætte intakte og uforandrede.

Løgstrup mener, at denne forestilling ikke kunne være mere forkert: ”Vi er hinandens verden og hinandens skæbne”, skriver han.

Den pointe, at vi aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets liv i vores hænder, stiller os naturligvis overfor en opgave – nemlig den at tage vare på det liv, vi holder i vores hænder.

Og det er egentlig ikke den anden, der kræver det af mig. Det er selve grundstrukturen i, hvordan vi mennesker er sammen, – man kunne sige, at det er livet selv, – der kræver af mig, at jeg tager vare på det liv, jeg har i mine hænder.

 

Det er grundlæggende to måder at gå til tilværelsen på:

Du kan tænke på dig selv. Kræve din ret. Slynge sandheder i hovedet på de andre. Bruge magt og lave intriger. Stræbe efter dit eget.

Eller du kan tænke selv. Møde de andre med venlighed. Vide at du ikke er fri, hvis jeg ikke er det. Tro på samtalen i et levende fællesskab, hvor du ved, at du altid kun har ret halvdelen af vejen. Tro på og arbejde for det fælles bedste.

Du kan med andre ord leve, som om din omverden – herunder dine medmennesker – er noget, du kan bruge efter forgodtbefindende til at nå dine egne mål.

Eller du kan leve med en viden om, at dine medmennesker altid også er mål i sig selv. Du kan med andre ord leve som et med-menneske.

Du kan leve som om dine medmennesker blot er ’noget’, eller du kan leve med en viden om, at de er ’nogen’.

Og dermed får du selv valget mellem at stræbe efter netop at blive til ’noget’ – eller at blive til ’nogen’.

 

Vi lever i en tid, hvor det i høj grad handler om at blive til noget. De unge skal have en uddannelse og et job og bidrage til samfundsøkonomien.

Den uddannelse, vi ønsker, de unge skal have, bryder vi ned i læringsmål og testbare enheder.

Vi gør dermed uddannelse og dannelse til et individuelt spørgsmål. Uden sans for at kultur og samfund netop er et fælles anliggende.

Læringsmål kan opfyldes af den enkelte, – og man kan blive til noget – helt uden de andre.

Men at blive til ’nogen’ kræver andre at være nogen for.

 

Mine forældre havde hele min ungdom et gruk af Piet Hein hængende på deres opslagstavle. Dette gruk gjorde stort indtryk på mig.

Det lyder således: “Ingen kan hæve sin lod ved at kræve. Livsloven lyder: Man er, hvad man yder!”

 

Historien om brylluppet handler om alt dette.

Historien handler om, at vi i et levende fællesskab er fuldstændigt afhængige af hinanden. Vi er nødt til at bidrage med det bedste, vi har, ikke fordi vi ikke kan slippe udenom, men fordi livet kræver det af os.

Historien handler om, at vi er nødt til at turde give, før vi modtager. Der skal nok blive rigeligt at få igen. Men rækkefølgen er vigtig. Først må vi give.

Og så må vi tage vare på det liv, der hver dag, hvert øjeblik lægges i vores hænder.

– o –

Nu har du valgt at tage på efterskole.

At tage på efterskole svarer til at tage til brylluppet i historien.

Ligesom i historien er vi fuldstændigt afhængige af, hvad I hver især kommer og hælder i det fælles kar.

Et efterskoleår bliver til det, vi gør det til. Et efterskoleår er et levende fællesskab. Alle bærer her ansvaret for sig selv og helheden. Det kan ikke være anderledes.

Vi er fuldstændigt afhængige af, at I kommer og bidrager med jeres del – uden bagtanke. At I vil tage vare på det liv og det fællesskab, der lægges i jeres hænder. At I tør give, før I modtager.

Kun på den måde bliver efterskoleåret til det, vi allesammen drømmer om, og som kan give os allesammen det, vi håber på.

Efterskole er for alle, der har lyst og mod.

Her er plads til den aktive, der altid stiller sig frem med sit initiativ og sine gode ideer. Bliv ved med det! Men lyt til de andre og vær åben og nysgerrig overfor, hvorfor andre måske tænker helt anderledes end dig. Heri ligger måske kimen til den store udvikling for dig.

Her er plads til den sære, enspænderen, der måske derhjemme har været udenfor det gode selskab. Det kan være nørden, eller det er dig med nogle mobbe-ar på sjælen, der drømmer om at finde et ægte venskab. Vov dig ud i fællesskabet. Vid, at her vil de andre dig det godt. Sænk dine parader og tag imod!

Og her er plads til den stilfærdige og rolige elev. Du skal vide, at du er en del af fundamentet for et stærkt fællesskab. Lad dig ikke blive overrumplet af de aktive eller de sære. Glæd dig over dem og fold dig ud i dit tempo. Forfald ikke til at blive en del af et tavst flertal men vov derimod at åbne dig og sig din mening. Den er det værd.

Her er plads til forskelligheden.

Men husk: Her er vi forskellige – sammen!

Helheden kræver altid noget af dig!

 

Hvad er så det gode, du skal bringe med og hælde i det fælles kar?

Ja, det kommer jo an på, hvem du er.

Men det handler i hvert fald om at deltage og bidrage med alt det, der er dig. Vise respekt for de andre. Gøre plads til dem, der er anderledes end dig selv. Og i det hele taget at tage ansvar.

Og så skal du jo komme med dine gode ideer og initiativer. Komme med dit gode humør. Bringe dine drømme og tanker til torvs – og se, om ikke andre drømmer om det samme som dig.

Og som alle steder, hvor mennesker indgår i et fællesskab, gælder Pippi Langstrømpes lov: ”Hvis man er meget stærk, bør man også være meget rar!”

Med andre ord: Her vil man blive mødt med forskellige forventninger, – fordi vi er forskellige.

 

Vi glæder os til at møde jer for alvor. Vi glæder os til at indgå i et levende fællesskab med jer. Vi glæder os til at lære jer at kende – i al jeres forskellighed.

Velkommen til efterskoleåret 2018/2019 på Efterskolen for Scenekunst.

Besøg os

Har du fået lyst til at se nærmere på skolen, er du velkommen booke et besøg her. Vi glæder os til at møde dig. Hvis du er i tvivl om noget kan du altid ringe på 4161 8485 eller skrive til os: info@efterskolenforscenekunst.dk.

Eleverne hygger sig
Oplev scenekunst med eleverne