11. august 2019

Ankomsten 2019

 

På en smuk sommerdag, søndag d.11/8, 2019, var der ankomstdag for elevholdet 2019/2020 på Efterskolen for Scenekunst. Det er skolens ottende hold, der dermed indtog skolen. En forrygende dag, hvor eleverne endeligt fik mødt hinanden. Der blev taget imod med tale og fællessang i Æsken – og med møder i kontaktgrupperne.

Forstander Heine Boe talte med udgangspunkt i historierne om Peter Plys!

 

 

Tale ved ankomsten 2019
Om Peter Plys og venskab
af Heine Boe

En efterårsmorgen, hvor vinden havde blæst alle bladene af træerne, mødtes Peter Plys og Grislingen ved det tænksomme sted, der ligger midtvejs mellem deres huse. De havde begge besluttet sig for at besøge den anden, og nu sad de så på det tænksomme sted og overvejede, hvad de ville foretage sig nu, hvor de havde mødt hinanden.

“Jeg tænkte på, om vi måske skulle besøge Æslet,” sagde Peter Plys.

“Jeg tænkte, om vi skulle besøge Jakob,” sagde Grislingen.

“Lad os besøge dem alle,” sagde Plys, “og når vi kommer, så siger de helt sikkert: I kommer lige til en mundsmag. Og så er det jo en ualmindelig vellykket dag.”

Grislingen indvendte, at man burde have en grund til at gå på visit, og de tænkte sig begge om.

“Vi vil gå, fordi det er torsdag,” sagde Plys til sidst, “kom, lad os gå.”

De rejste sig, og blæsten var så stærk, at Grislingen var lige ved at blæse væk. Plys tog derfor et stærkt tag i Grislingens hånd, og de begav sig på vej.

Da de kom til Kængus hus, var de så forblæste, at de måtte blive til frokost. Og da de kom ud, skyndte de sig over til Ninka Ninus’ hus.

“Vi er kommet for at ønske dig en glædelig torsdag!” sagde Plys, da de kom ind.

“Hvorfor dog det?” spurgte Ninus. “Hvad sker der om torsdagen?”

Og da plys havde forklaret det, sagde Ninus, at han troede, at de kom om noget vigtigt.

Da de kom ud igen, sagde Plys: “Ninus er meget klog.”

“Ja, Han har et godt hoved” sagde Grislingen, og så blev der stille et stykke tid.

“Det er nok derfor, han aldrig forstår noget,” sagde Plys.

Jakob var også hjemme, og her nåede de heldigvis at få noget rart at spise – inden te-tid. Også Æslet skulle de besøge, inden de ville forsøge at nå frem til rigtig te hos Uglen.

“Goddag, Æsel,” råbte de fornøjet, da de nåede frem.

“Er I faret vild, siden I kommer her?” svarede Æselet.

“Vi ville se om dit hus var blæst omkuld, eller om det stod endnu,” sagde Plys.

“Ja, det ville man nok regne med at det var,” sagde Æselet.

Da de omsider nåede frem til Uglen, var det blevet te-tid, og de blev inviteret indenfor.

“Sæt jer og lad som om, I er hjemme,” sagde Uglen.

“Tak!” sagde de begge.

“Ret mig, hvis jeg ikke tager fejl, men blæser det ikke voldsomt udenfor i dag?” Spurgte Uglen.

“Meget!” sagde Grislingen. Og i det samme lød der en høj knagende lyd.

“Pas på!” råbte Plys, “Pas på uret. Flyt dig, Grisling!”

Den side, hvor Plys sad, løftede sig langsomt opad, og hans stol begyndte at glide ned mod Grislingen. Uret sejlede langsomt ned af kaminhylden, og det der før var gulvet lignede nu mest af alt en skråvæg. Tæppet landede ovenpå Grislingen, Og Plys landede under sin stol.

Da der blev stille, lød det fra tæppet: “Hvor er vi henne?”

“Jeg ved det ikke rigtigt,” sagde stolen.

“Er vi hos Uglen?”

“Ja, det tror jeg nok. Vi skulle have te, – og vi har ikke fået den endnu,” sagde Plys under stolen.

Da Grislingen var kommet fri af tæppet, så den sig lidt omkring.

“Har Uglen altid haft en brevkasse i loftet?” spurgte Grislingen.

“Har han da det?”

“Ja!”

Der lød en rumsteren henne bag bordet. “Er det dig, Plys, der har gjort det her?” Sprugte Uglen.

“Nej,” sagde Plys spagt, “det tror jeg da ikke.”

“Hvem har så gjort det?”

“Jeg tror, det er blæsten,” sagde Grislingen, “jeg tror, dit hus er blæst ned.”

“Hvis det er blæsten,” sagde Uglen, og overvejede det lidt, “så er det ikke Plys’ skyld, og så kan man ikke bebrejde ham noget.”

Uglen kiggede sig rundt. Brevkassen sad ganske rigtigt i loftet, – og det samme gjorde døren. Uglen kom ned og hjalp med at frigøre Plys og sammen satte de sig til at tænke.

“Hvordan kommer vi mon ud?” Spurgte Grislingen.

Plys sad på gulvet og overvejede situationen.

“Kunne du mon flyve op til brevkassen med Grislingen på ryggen?” spurgte Plys Uglen.

“Nej,” sagde Grislingen meget hurtigt, “det kunne han ikke!”

Plys tænkte sig om igen. Han tænkte på den gang, hvor han selv havde reddet Grislingen fra oversvømmelse, og hvor alle havde beundret ham.

“Jeg har en idé!” sagde Plys med ét.

“Skarpsindige og hjælpsomme bjørn,” sagde Uglen.

Plys så stolt ud og fortalte så, hvordan han tænkte, at man kunne binde en snor i Grislingen, som så kunne blive hejst op til brevkassen, hvorefter han kunne kravle os af bredsprækken og løbe efter hjælp.

“Og hvis snoren knækker…?” Spurgte Grislingen forsagt.

“Så prøver vi med en anden snor,” sagde Plys.

Grislingen var nervøs ved tanken om at hænge der mellem himmel og jord i et stykke sejlgarn, men det var nok det eneste, der var at gøre.

“Du falder ikke ned,” sagde Plys, “og jeg står nedenunder, og når du frelser os allesammen, så vil det jo være en stor ting at snakke om bagefter, og måske vil jeg digte en sang om det!”

Grislingen følte sig meget bedre til pas, og de begyndte at udføre planen.

Da Grislingen langsomt blev hævet mod brevkassen, fik den helt lyst til at råbe: “Se mig!” – men turde dog ikke af skræk for, at Uglen og Plys ville slippe snoren.

Da Grislingen var kommet op til brevkassen og var kravlet ud af brevsprækken, råbte den ind til de andre: “Ja, det er rigtig nok. Dit træ er væltet, og der ligger en gren for døren, men Jakob og jeg kan flytte den. Nu går jeg hen og henter Jakob. Jeg klatrer nemt ned herfra, – eller det vil sige, det er selvfølgeligt farligt, men jeg skal nok klare det!”

“Farvel og på snarligt gensyn!” Sagde Plys.

 

Og sådan gik det til, at Grislingen udførte en stor og tapper handling – og blev dagens helt i 100-meterskoven!

– o –

Sådan lyder historien om Peter Plys og Grisling og deres tur i blæsevejret.

Historierne om Peter Plys og hans venner i 100-meterskoven er nu snart 100 år gamle og lige populære som altid. De har holdt til mange ting. Historierne har været en tur igennem Disney-maskinen, de er blevet genfortalt i tegnefilm, billedbøger og tegneseriehæfter, og de er blevet brugt som pædagogisk virkemiddel til at understøtte fremstilling af alt fra ledelsestænkning til østerlandsk filosofi og græske mysterier.

Når det kommer til fortolkningerne af historierne, så er fantasien også stor. Peter Plys-historierne er blevet udlagt som en kritisk fremstilling af de forskellige klasser i det engelske samfund i starten af 1900-tallet, ligesom de som det nyeste er blevet fortolket som en fremstilling af en lang række psykologiske og psykiatriske lidelser, som børn og unge derfor nemmere kan sætte sig ind i.

Denne sidste fortolkning, siger mere om den tid vi lever i, end den siger om Peter Plys. De fleste af de diagnoser, som figurerne skulle personificere, var end ikke “opfundet”, da historierne blev skrevet.

Men tankevækkende er det da, at hvis figurerne, som vi kender fra Peter Plys-historierne, mødt op i den danske grundskole, ville de fra en kant blive sendt til udredning. Man ville mistænke Ninka Ninus for at lide af en solid OCD. Man ville se Kængu-barnets manglende omverdensforståelse som en tydelig autisme-spekter-forstyrrelse. Grisling lider klart nok af angst. Man ville bestemt mene, at Æseldyret led af en mellemsvær depression, og Peter Plys selv ville man nok mene med de usammenhængende tanker, den uorganiserede livsstil og stædige glemsomhed måtte lide af en klar ADHD.

Men som sagt. Det siger mere om vores tid og det filter, gennem hvilket vi i dag ser verden – og børn i verden, end det siger om historierne.

Men hvad handler historierne så om?

Jo, for det første skal man betænke den sammenhæng, de er skrevet i. Det er historier for børn. Så ja, de forskellige figurer beskriver netop forskellige måder, mennesker kan forholde sig til verden på. Men netop dette er pointen. Måder man kan forholde sig til verden på.

Vi kan have tendens til mest at være det ene eller det andet sted. Jeg er nok oftest selv mere Ninka Ninus, end jeg er tigerdyret. Men jeg kan genkende alle figurerne i mig selv.

Hvis man er et voksent menneske, så vil man vide, at man i sig har både Kængu-Barnets urolige nysgerrighed og Æseldyrets melankoli. Intet menneske undgår at skulle gennem mange forskellige måder at være menneske på.

Så jo, historierne handler om, at man kan være menneske på mange måder. Det kan vi i forhold til hinanden, men det kan vi også i forhold til os selv. Det kan vi på samme tid, og det kan vi over tid.

Og så bliver pointen jo, at denne forskellighed netop er naturlig. Det er noget, der hører menneskelivet til. Det er en forskellighed, som vi rummer hver især, og det er en forskellighed, der er mellem os som mennesker.

Naturligvis kan ting udarte og blive problematiske. Men angsten er i udgangspunktet et menneskeligt grundvilkår. Afledeligheden er en nysgerrig og kreativ opmærksomhed. Melankolien er en naturlig reaktion på erkendelsen af livets forgængelighed.

At en sådan fortolkning synes passende ligger deri, at historierne netop handler om Jakob og Peter Plys – og fortælles til Jakob og Peter Plys. Så historierne handler om den, som de fortælles til. Mere indviklet er det ikke, – og det gælder jo i virkeligheden det meste gode litteratur.

Men ud over de forskellige skønne figurer, så har historierne jo også et indhold. Og her er indholdet naturligvis forskelligartet hen gennem historierne. Men et gennemgående tema er venskab. – Og så den pointe, at vi netop i kraft af forskelligheden kan mere sammen, end vi kan hver for sig.

I historien om stormvejrsdagen, er det netop Grislingens lidenhed og Peter Plys’ hitte-på-som-hed, der gør, at de i fællesskab løser opgaven, og Grislingen bliver dagens helt.

Sådan ser vi det i flere af historierne. Da Peter Plys f.eks. hænger fast i Ninka Ninus dør, fordi han har spist for meget honning, må alle kræfter samles for at løse opgaven, og alle må hjælpe indtil Peter Plys har tabt sig så meget, at de i fællesskab kan trække ham fri.

Og sådan kender vi også de mange citater fra Peter Plys-historierne, der netop handler om venskab:

“Gad vide, hvad Grisling laver,” sagde Plys, “jeg ville ønske, at jeg lavede det samme.”

“Vi skal være venner for altid, ikke også, Plys?” spurgte Grisling. “Endnu længere end det,” svarede Peter Plys.

“Jeg føler mig ikke særlig meget som Plys i dag,” sagde Peter Plys. “Så så,” sagde Grisling. “Jeg henter te og honning til dig, indtil du gør.”

Og på den måde fortæller historierne de børn, der hører historierne, og vi andre, der måtte lytte med, at der er mange måder at være mennesker på. Ja, vi er selv hver især ikke bare på en bestemt måde men har mange facetter, og forskelligheden er det, der gør os stærke. Sammen kan vi mere, end vi kan hver for sig. Det stærke fællesskab kan rumme stor forskellighed, ja, forskelligheden kan blive styrken.

Vi er som mennesker tilbøjelige til at dele verden op i et Os og et Dem. Vi gør det i det små og i det store. Det ligger måske i mennesket natur, at vi finder et fællesskab i at udgrænse nogen og gøre os forskellige fra dem: A-klassen er ikke som B-klassen. Jyderne er ikke som sjællænderne. Europæerne er ikke som amerikanerne. De er ikke som Os!

Det er synd, for det gør os blinde overfor det, der forener os – og som oftest er langt større end det, der skiller os.

I en politisk sammenhæng støder vi også på opdelingen i et Os og et Dem. Der tales om, hvor ens vi skal være for f.eks. at kunne kalde os danske. Men dermed forsvinder fokus fra det væsentlige. Et fællesskab konstitueres ikke ved, at vi er ens, men ved at vi forpligter os på det fælles. Det går indefra og ud.

Grundvig sagde det således:

Til et Folk de alle hører,

Som sig regne selv dertil,

Har for Modersmaalet Øre,

Har for Fædrelandet Ild

Det Grundtvig taler om, er altså det Vi, som ligger i forpligtelsen på hinanden. Det er ikke noget, der kan opregnes i bedsteforældres etnicitet eller i spisevaner men i forpligtelse.

Det er et Os, der ikke fordrer et Dem. Det er det Os, som vi positivt tilslutter os og forpligter os på.

I 100-meterskoven har de ikke en forestilling om, at de skal være ens. De er sig helt bevidste, at de er vældigt forskellige. Fællesskabet ligger i ønsket om at leve sammen og en oplevet afhængighed og forpligtelse på hinanden.

Og det fællesskab viser sig at kunne løse problemer, som ingen af de enkelte beboere kunne løse hver for sig. Fællesskabet er mere end summen af de enkelte dele.

– o –

Nu har I valgt at tage på efterskole. I har helt sikkert mange ønsker, drømme, tanker og forhåbninger.

Når vi møder jer til optagelsesamtaler, er det et gennemgående tema, at I drømmer om at blive en del af et fællesskab. Et efterskolefællesskab. – Og det skal I nok blive, men det kommer ikke af sig selv.

Et fællesskab er ikke bare noget, man er medlem af ved at være tilstede. Det er noget, der opstår, fordi medlemmerne vil hinanden og det fælles.

Vi håber, at I vil tage den opgave på jer. Vi håber, at vi her på skolen kan skabe vores egen 100-meterskov, hvor I alle kan være med i al jeres forskellighed. Men forskelligheden er kun den ene halvdel. Ansvarligheden og afhængigheden af hinanden er den anden.

På Efterskolen for Scenekunst siger vi det således: Her er vi forskellige – sammen!

Her kan du komme, som den du er, og forvente, at du har lov at være dig selv. Men du er til enhver tid forpligtet på det fælles. Du er nødt til at se, hvornår fællesskabet kalder på dig.

Det gælder i det små og i det store. Det handler om at tage sin tjans i køkkenet og med at gøre rent, at bidrage til at den skolefaglige undervisning bliver engagerende og sjov at være med i – og at løfte hinanden, når der er behov for det.

Og så skal vi lege og synge og springe og danse!

 

Velkommen til skoleåret 2019/2020 på Efterskolen for Scenekunst.

Besøg os

Har du fået lyst til at se nærmere på skolen, er du velkommen booke et besøg her. Vi glæder os til at møde dig. Hvis du er i tvivl om noget kan du altid ringe på 4161 8485 eller skrive til os: info@efterskolenforscenekunst.dk.

Eleverne hygger sig
Oplev scenekunst med eleverne