Ankomsten 2021

Tale ved ankomsten 2021 – Ronja Røverdatter

v/Heine Boe

Historien om Ronja Røverdatter handler om pigen Ronja, som vokser op som eneste barn af røverhøvdingen Mattis og dennes kone Lovis. Den nat Ronja bliver født, er det et forfærdeligt uvejr. Det lyner og tordner, og skovheksene flyver og udstøder deres uhyggelige skrig. Mattisborgen, hvor Mattis’ røverbande bor, bliver under uvejret splittet i to fra øverst til nederst.

Snart efter slår den rivaliserende røverbande under ledelse af Borka sig ned i den anden del af Mattisborgen, hvilket naturligvis giver anledning til mange stridigheder.

Ronja vokser op, og da hun bliver en stor pige, begynder hun at strejfe om på egen hånd i skoven og bliver en stærk, selvstændig og modig pige.

En dag møder Ronja drengen Birk, der er Borkas eneste søn, ved afgrunden mellem de to dele af borgen. Han er det eneste andet barn, Ronja nogensinde har mødt, og derfor er hun ked af, at han er en Borka-søn.

De to hader naturligvis instinktivt hinanden, – og Birk udfordrer Ronja til en leg, hvor de hopper over Helvedesgabet, som er navnet på afgrunden, der deler de to halvdele af borgen.

Legen stopper først, da Birk næsten falder i afgrunden. Ronja redder Birk, men de to er langt fra venner. De to børn løber flere gange på hinanden i skoven, – flere gange må Ronja redde Birk, og Birk må redde Ronja.

På den måde bliver der skabt et bånd mellem de to børn.

De føler stærkt for hinanden og opfatter efterhånden hinanden som søskende. Men det er klart, at de ikke kan fortælle deres familier om deres venskab.

Den efterfølgende vinter er lang og kold, og hvor Mattis’ røvere har det godt, så sulter deres modstandere på den anden side. Ronja bringer mad til Birk gennem en hemmelig passage under borgen.

Senere det samme år redder Birk Ronja fra at blive taget til fange af skovheksene, men han ender med selv at blive taget til fange af Mattis og hans røvere.

Mattis tænker, at han nu endeligt kan få Borka og hans slæng ud af Mattisborgen. Men Ronja bliver rasende over sin fars måde at behandle Birk på, og Ronja overgiver sig selv til Borka, så magtbalancen genetableres.

De to børn må nu udveksles, men det fører til, at Ronja falder i unåde hos sin far.

Birk og Ronja stikker derfor af ud i skoven. De etablerer sig i en forladt bjørnehule i skoven, hvor de skaber deres eget liv sammen.

Vinteren truer dog forude. Mattis er stadig forbitret, men Ronjas mor Lovis sender forsyninger til de to børn i bjørnehulen, så de kan klare sig.

Lovis kommer også beder Ronja om at komme hjem. Men Ronja er fast besluttet på ikke at komme tilbage til røverborgen.

Endeligt må Mattis, der jo havde slået hånden af Ronja, krybe til korset og komme og bede hende om at komme hjem.

Ronja vil ikke forlade Birk, og Mattis må acceptere, at Birk kan følge med hjem til Mattisborgen.

På den måde bliver der slået hul på det forbitrede forhold mellem Mattis og Borka, og det ender med, at de to røverhøvdinge bilægger striden og slår sig sammen.

Birk og Ronja fastholder dog begge to, at livet som røverhøvdinge ikke er noget for dem, og Mattis og Borka må anerkende, at røverlivet stopper med dem.

Men indtil da, vil de røve og feste og glædes over, at de og børnene er genforenede.

Sådan lyder historien om Ronja Røverdatter, som er skrevet af Astrid Lindgren. Det er en fantastisk smuk fortælling med mange dybder og perspektiver. For sådan er det med Astrid Lindgrens bøger. De er skrevet til såvel voksne som børn.

I historien forlader Ronja hjemmet for at finde sit eget ståsted og sin egen vej. Som ethvert menneske må gøre det.

Ronja er naturligvis ung – ja vel kun et barn. Men motivet er universelt.

I første omgang færdes Ronja i skoven som leg og tidsfordriv. Her bliver hun en modig, selvstændig og stærk pige. Hun lærer at tage sig i agt for farerne og mestre det, der skal til, for at klare sig i naturen.

Ronjas tænker på den måde, at man ikke kan lære at tage sig i agt for at falde i elven uden at gå derhen. Så derfor klatrer hun i bjergene og leger ved den brusende elv.

Og netop ved at gå nær på de ting, der kan være farlige og ikke bare holde sig på sikker afstand, bliver hun modig og stærk.

Et dramatisk forløb fører dog til, at Ronja må bryde med sine forældres – særligt sin fars – værdier. Hun kan ikke leve med den tilgang til verden, som Mattis repræsenterer.

Særligt kan Ronja ikke acceptere den behandling af Birk, som Mattis foretager sig. Mattis gør Birk til redskab for sine egne mål, og det kan Ronja ikke acceptere. Og Ronja forpurrer derfor Mattis’ plan.

Da Ronja springer over Helvedesgabet, er det derfor ikke fordi, hun vil sit eget. Nej, hun sætter ikke sig selv men Birk i centrum. Hun vil ikke sit eget. Hun vil Birk. Hun vil det gode.

Men hvad vil sige at ville det gode. Står det altid klart for os, hvad det gode er? Nej, langt fra. Faktisk kan det ofte være svært præcist at sige, hvad der er det gode at gøre.

Det er som om kravet om at gøre det gode næsten altid viser sig for os som en opgave eller et spørgsmål snarere end som et svar. Og det er os, der må svare og handle.

Alligevel er det ikke os, der vælger, hvad der er godt og ondt. Det gode er ikke noget, man vælger selv, – men noget man opdager eller kaldes af.

Vi kan ikke gøre ligegyldighed godt og barmhjertighed ondt. Men hvordan vi skal leve efter fordringen om at være barmhjertige, omsorgsfulde osv. er en opgave uden entydige svar. Vi står ofte i dilemmaer, når vi vil det gode.

Således også Ronja. Hun kan ikke længere leve under de værdier, der gælder i Mattisborgen, men hun elsker stadig sin mor og sin far. Det er et sandt dilemma. Men Ronja vælger – og går ud i skoven sammen med Birk.

Sådan er det med det gode. Det er svært. Det er dilemmafyldt.

Ronja og Birk er bare børn. I bogen er Ronja syv år gammel, da hun begynder at færdes i Mattisskoven på egen hånd. Og hun er bare elleve år, da hun træder i karakter overfor sin far, og vælger at flytte ud i skoven sammen med Birk.

Denne pointe siger meget om Astrid Lindgrens syn på børn.

Astrid Lindgren insisterer på, at barnelivet har en selvstændig værdi. Barndommen er ikke bare en forberedelse til voksenlivet.

Også barnet kan have blik for det gode og det sande, – ja ofte kan der være grund til at sætte sin lid til barnet snarere end den voksne, når det kommer til at se gennem virkeligheden.

Også når det kommer til at gennemskue den voksnes egenrådighed og egoisme, skal der et barn til.

Ronja gennemskuer, hvordan det etablerede ikke længere befordrer det gode men snarere det modsatte.

For Ronja er det oplagt, at fjendskabet mellem Mattis og Borka ikke befordrer noget som helst godt. Tværtimod.

Men det er en lang rejse for at hende at komme dertil. Hun møder jo naturligt Birk med al den modstand, som hun har lært. Men denne kan hun ikke fastholde, da hun først lærer Birk at kende.

Det er nemmest at opretholde fjendebilleder, når man er på sikker afstand af hinanden. Til gengæld kan det være svært at fastholde dem, når man først lærer hinanden at kende.

Og med Ronjas og Birks beslutsomhed må Mattis og Borka opgive deres fjendskab men må forbrødres, for at de kan få deres børn tilbage.

Og således når vi i mål med historien om Ronja Røverdatter.

En historie, der fortæller os, at også barnet har blikket for det gode. At det gode ikke ligger i at søge sit eget men den andens. At det godes stille kalden er svær og dilemmafyldt at følge. At mod og selvstændighed ikke findes i sikker afstand af tingene men ved at tage livtag med livet. Også når det bliver farligt og besværligt. At fordomme opløses, når vi ser hinanden som mennesker og ikke som redskaber for vores egne mål.

Så langt så godt!

Nu har I valgt at tage på efterskole… I drager ud for at lære verden og jer selv at kende på en ny måde.

At tage på efterskole er at tage favntag med livet.

Og livet er besværligt. I livet er der opture og nedture – medgang og modgang, – og sådan er det også på efterskole.

Om I som Ronja ligefrem vil møde skovhekse og grådværge er ikke sikkert. Men I vil helt sikkert stå i situationer, der vil være udfordrende, og som vil kalde på udvikling.

Og det er ikke en fejl men et vilkår. I livet og på efterskolen.

I det blad I som forældre fik, da I ankom til skolen, skriver Torben Vind Rasmussen, som er formand for Efterskole­foreningen, at ”Efterskolen er et dannelsesprojekt – ikke en lykkefabrik”.

Og det er både sandt og vigtigt.

Vi kan ikke love jer hverken lykken eller ”det bedste år i jeres liv”. Men vi kan love jer et år med venskab, udvikling og dannelse.

Ronja prøver kræfter med livet i skoven og bliver stærk og modig.

Også I skal udøve mod, når I kaster jer ud i livet på efterskolen.

Men husk, hvad der var Ronjas vigtigste lære. Det handler ikke om at sætte sig selv men den anden i centrum.

Vil man alene sit eget, bliver der ikke plads til det fælles.

Men vil man først det fælles, bliver der rigeligt plads til de individuelle projekter også. Der er en klar rangordning.

Her kommer det fælles først.

Hvis ikke du starter med at give plads til din værelses­kammerat, kan du ikke forvente selv at få plads.

Hvis ikke du gør din pligt i køkkenet og i rengøringen, kan du ikke forvente, at de andre gør det.

Det er vældigt enkelt. Det starter med dig selv.

Men hvor det starter med dig selv, så slutter det ikke der. Der opstår nemlig et fællesskab, der er større end dig selv.

Det er måske nok usædvanligt i en individualiseret kultur, som den vi lever i, så præcist at insistere på det fælles. Men pointen er klar nok:

Et stærkt fællesskab kan rumme meget. Et svagt fællesskab bliver skrøbeligt og ofte langt mindre rummeligt.

Så skal vi have plads til forskelligheden, – og det skal vi, – så må vi insistere på det fælles.

Her kan man være sig selv. Men aldrig være sig selv nok!

Så med Ronja håber vi, at Efterskolen for Scenekunst kan blive en Mattisskov for jer.

En Mattisskov, hvor I kan lære jer blikket for det gode.

Hvor I lærer at forstå, at det gode ikke ligger i at søge sit eget men den andens. Hvor I lærer, at mod og selvstændighed ikke findes i sikker afstand fra tingene men ved at tage livtag med livet. Også når det bliver farligt og besværligt. Og at fordomme opløses, når vi ser hinanden som mennesker og ikke som redskaber for vores egne mål.

Og dermed ender det alligevel også med at handle om dig selv. Men din udvikling og dannelse går vejen af de andre og af fællesskabet.

Så velkommen til dig – og velkommen til fællesskabet!

Velkommen til efterskoleåret 2021/2022 på Efterskolen for Scenekunst.