04. maj 2019

Ny Elev Dag 2019

“Mennesket står altså i den opgave – spændt ud mellem guder og jætter, mellem Asgård og Udgård – at agere i spændingen mellem fornuft og lidenskab – hver eneste dag”

 

Lørdag d. d.4/5, 2019, var der Ny Elev Dag på Efterskolen for Scenekunst. Elevholdet 19/20 besøgte skolen og fik løftet lidt af sløret for, hvad de kan forvente sig af det kommende skoleår.

Arrangementet begyndte med fællessang og optræden ved skolens nuværende elevhold. Herefter var der tale ved forstander Heine Boe, inden alle de kommende elever skulle ud og lave forskellige aktiviteter sammen. Forældrene fik en tur rundt på skolen og herefter en god snak om det at være forældre til et barn på efterskole.

Forstander Heine Boe talte med udgangspunkt i “Thors rejse til Udgårdsloke”.

 

 

Tale ved Ny Elev Dag 2019

Thors rejse til Udgårdsloke

Af Heine Boe

 

Der var engang to menneskebørn, som kom ud på en helt særlig rejse. Det var dengang Tjalfe og Røskva kom med Thor til Udgård. Det var ved den lejlighed, at en af Thors bukke blev halt. Thor og hans følge; Loke, Tjalfe og Røskva, måtte derfor gøre rejsen til fods, mens vognene og bukkene blev tilbage hos børnenes forældre.

Da det begyndte at blive mørkt, stødte de på et besynderligt hus, som var helt åben i den ene ende. Da de var gået til ro, begyndte det at buldre kraftigt, og dette fortsatte hele natten. Thor gik ud af hytten for at finde ud af, hvad det var, der buldrede, og ved siden af hytten lå en kæmpe og snorkede, så jorden rystede.

Da kæmpen vågnede, fortalte han, at han hed Skrymer, og det viste sig, at de havde overnattet i hans vante. Skrymer foreslog, at de skulle slå følge den næste dag. Da han også foreslog, at de skulle være fælles om maden, slog Thor til, da han kunne se, at Skrymers madpose var vældig stor.

Inden de igen gik til ro, sagde Skrymer, at Thor blot kunne tage hans madpose, for han var ikke selv sulten. Men uanset hvor meget Thor sled, kunne han ikke binde knuden op.

Thor svingede da Mjølner og slog Skrymer lige i panden. Skrymer vågnede et øjeblik og sagde: “Jeg tror minsandten, der landede en flue på min pande” og faldt i søvn igen.

Thor strammede sit styrkebælte en smule mere og slog atter Skrymer for panden med Mjølner, som denne gang sank i til skaftet. Skrymer vågnede igen og sagde: “Jeg tror, der faldt et blad ned i hovedet på mig” og lagde sig til at sove igen.

Nu strammede Thor styrkebæltet så meget, som det var muligt, og kastede af al kraft Mjølner, som forsvandt ind i hovedet på Skrymer. Skrymer vågnede og bemærkede: “Jeg tror minsandten, der faldt et agern ned i hovedet på mig”. Det var imidlertid blevet morgen, og sammen begav de sig videre østpå.

Da de kom til en korsvej, sagde Skrymer: “Jeg går ud fra, at vores veje må skilles her. Jeg skal mod nord, og I skal vel ikke længere mod øst?” Thor spurgte: “Hvorfor tror du det?”, hvortil Skrymer svarede: “For lidt længere mod øst ligger Udgård, og der er Udgårdslokes gård. Folkene der er ikke så glade for små fremmede som jer, for de er selv meget større end mig”. Thor ignorerede advarslen, og sammen med Loke, Tjalfe og Røskva begav han sig videre.

 

Snart kom de til Udgårdslokes gård. Den var ganske rigtigt enorm. De blev budt indenfor af Udgårdsloke, som sagde, at folkene i hans hal var de bedste af de bedste, og derfor måtte også gæsterne bevise deres værd ved at konkurrere i en disciplin efter eget valg.

Loke sagde, at han var sikker på, at han kunne spise hurtigere end nogen anden i Udgårdslokes hal. Et stort trug med mad kom derfor på bordet, og Lue blev udvalgt til at kæmpe mod Loke.

Loke spiste hurtigt og mødtes med Lue på midten af truget, men mens Loke havde spist alt kødet og suttet knoglerne rene, havde Lue ædt både kød, knogler og truget med. Lue blev derfor vinder af dysten.

Nu var det Tjalfes tur, og han sagde, at han var god til at løbe. Udgårdsloke sagde, at Tjalfe skulle løbe om kap med Hu, som var den hurtigste dreng på gården. Tjalfe og Hu fór nu afsted, men Tjalfe var ét skridt efter, da Hu kom i mål. “Bedst af tre”, brølede Udgårdsloke, og drengene stillede op igen. Denne gang var Tjalfe et pileskud bagefter, og tredje gang nåede han kun halvvejs rundt om banen. Også Tjalfe havde nu tabt.

Nu skulle Thor vise, hvad han duede til. Han mente, at ingen andre kunne drikke som han. Udgårdsloke rakte Thor et drikkehorn og sagde: “De fleste her i hallen kan tømme dette horn i ét drag, vi plejer dog at gøre det i to. Men der er endnu ingen, som har måttet bruge tre drag”.

Thor satte hornet for munden og drak, men da han kiggede ned i hornet, var det næsten ikke svundet i det. Thor drak igen, denne gang mere end før, og til sin forbløffelse kunne han kun lige netop se, at væsken var svundet en smule.

Udgårdsloke sagde så: “Jeg synes, du levner lovlig meget til sidste drag”, og Thor drak, så det sortnede for øjnene, men hornet blev ikke engang halvt tømt.

Den rasende Thor spurgte nu, om der ikke var en anden udfordring, han kan få, og Udgårdsloke sagde, at ungerne somme tider gik og løftede den gamle kat, der var på gården.

Thor spændte styrkebæltet og løftede op i katten, men den skød blot ryg og løftede sig ikke fra jorden. Thor prøvede endnu engang af alle kræfter, men katten slap kun jorden med den ene pote.

”Nu vil jeg brydes mod dine mænd,” brølede Thor, men Udgårdsloke sagde, at hans mænd vist var for store for Thor. I stedet kunne han få lov til at brydes mod hans gamle mor, Elle.

Thor tog fat i den gamle kone, men uanset hvor meget han anstrengte sig, kunne han ikke rokke hende. Faktisk var det sådan, at jo flere kræfter, han brugte, des fastere stod Elle, og til sidste måtte Thor gå ned i knæ og erkende, at Elle havde vundet.

 

Thor forlod straks hallen med sine fæller, og Udgårdsloke fulgte dem ud. Og da de skal skiltes, sagde Udgårdsloke. “Nu skal du lære sandheden at kende, for jeg har forblændet dit syn fra det første møde i skoven. For det var naturligvis mig, du mødte. Og havde vi kendt din styrke, var du aldrig blevet lukket ind”.

Og Udgårdsloke fortalte, at madposen var forhekset med trylleknuder, så ingen andre kunne løse dem. Og han pegede på fjeldene og sagde, at de tre dale, den ene større end den anden, havde Thor lavet med sin hammer, da han slog efter hans pande.

”Loke åd godt,” sagde Udgårdsloke videre, ”men Lue er selve ilden, og den kan ingen hamle op med, når det gælder kunsten at fortære. Og Tjalfe er den bedste løber, jeg endnu har set, men Hu er ingen anden end mine tanker, og ingen kan løbe hurtigere end dem”.

“Og hvad dig selv angår,” sagde Udgårdsloke, ”så var enden af det horn, du drak af, ført ud i havet, og som du selv kan se, er vandstanden faldet betydeligt. Katten var ingen anden end Midgårdsormen i forklædning, og vi blev alle rædselsslagne, da vi så dig løfte dens ene ben. Og endelig var den gamle kone ikke min mor, men alderdommen selv, og mod den kæmper alle forgæves, uanset hvor stærke de er”.

“Nu skilles vores veje,” sagde Udgårdsloke, ”og jeg skal sørge for, at de aldrig mødes igen”.

Thor greb efter Mjølner, men i det samme sank både gården og Udgårdsloke selv i jorden, og Thor og hans rejseselskab drog tilbage til Asgård.

 

– o –

 

Sådan lyder historien, hvor Tjalfe og Røskva rejser med Thor til Udgårdsloke.

Historien fortæller os om de gamle nordboernes syn på verden.

I midten af verden boede guderne i Asgård. Yderst i verden boede jætterne i Udgård. Og mellem disse to boede menneskene i Midgård. Når Thor således ville rejse til Udgård for at besøge jætterne, måtte han gennem Midgård – menneskenes verden. Således også her – og med det resultat, at Røskva og Tjalfe kom med på rejsen.

Når man hører historierne fra den nordiske mytologi, er der ingen tvivl om at guderne er heltene. Men man må ikke forfalde til at tro, at guderne blot er de gode, og jætterne omvendt de onde. Det er en alt for simpel forestilling.

Nej, i stedet må man forstå, at guderne repræsenterer orden eller mening, og jætterne repræsenterer kaos eller urkraft.

Med den forståelse er det klart, at det i historierne er kaos og kosmos, der kæmper med hinanden. Eller urkraft og orden, der kæmper.

Og midt i den kamp – mellem guder og jætter – lever mennesket.

 

Mennesket er en sammensat natur.

Den danske filosof Søren Kierkegaard siger blandt andet, at mennesket er sammensat af lidenskab og fornuft eller af følelse og forstand.

Fornuften er refleksionen, – det der skaber orden. Lidenskaben er bevægelsen – altså urkraften.

Kunne man forestille sig et menneske, der kun var fornuft, ville det være et menneske, der aldrig ville komme til at gøre noget som helst. Nok ville det menneske have refleksionen, – men det ville mangle bevægelsen, engagementet eller lidenskaben, – det vil sige alt det, der driver et menneske fremad.

Kunne man omvendt forestille sig et menneske, der kun var lidenskab, ville det menneske flakke om uden retning. Det ville have bevægelsens kraft i sig, men det ville mangle refleksion til at give det retning. Det ville mangle forståelse, orden og sans for det sande, det gode og det smukke.

Mennesket bor midt mellem Aser og Jætter – i Midgård – med kaos, det utæmmede – lidenskaben, på den ene side og kosmos, det ordnede – fornuften, på den anden.

Mennesket er altså i den nordiske forståelse helt konkret spændt ud mellem disse to.

Alene bliver kaos, urkraften eller lidenskaberne ødelæggende.

Alene bliver fornuften eller refleksionen livløs.

Verden – og vi i den – er i bevægelse netop fordi, vi er spændt ud mellem de to.

 

Pointen er altså, at vi som mennesker er begge dele. Både fornuft og lidenskab.

Vi kan reflektere og forstå verden, kende forskel på op og ned, sandt og falsk, godt og ondt, smukt og grimt. Og det kan vi, fordi vi har forstand og refleksion.

Men vi er tillige engageret i verden – lidenskabeligt optaget af verden. Vi har følelser og drifter. – Vi har urkraft.

Og netop fordi vi har begge dele, har vi både bevægelse og retning.

Mennesket står altså i den opgave – spændt ud mellem guder og jætter, mellem Asgård og Udgård – at agere i spændingen mellem fornuft og lidenskab – hver eneste dag.

Og det er ikke nogen nem sag. Det er let at fare vild i opgaven. Det er nemt at blive beregnende, hvor vi burde have følsomheden med, – og det er nemt at lade følelserne løbe af med os, hvor vi burde være besindige.

Det er nemt at se vores eget, at blive egoistiske og selvtilstrækkelige, hvor vi burde se helheden, – og det er nemt at komme til at glemme os selv i vores søgen efter det rigtige.

Opgaven løses ikke en gang for alle men må løses konstant. Vi må reflektere og vurdere, hvad der er det sande, det gode og det smukke. Og vi må sætte al vores lidenskab ind på at forfølge og virkeliggøre det.

Hvis vi blot tænker det gode uden at gøre det, sygner vi hen. Lader vi modsat blot lidenskaben bestemme, – og altså handler uden fornemmelse for det sande, det gode og det smukke, risikerer vi at blive egoistiske og selvtilstrækkelige.

Gennem det vi gør, vælger vi, hvem vi er og bliver!

 

– o –

 

Nu har I valgt, at I vil gå på efterskole. Og som jeg har sagt til alle elevhold før jer, så er efterskolen som et koncentrat af livet. Hvad der gælder i livet bliver ofte forstærket mange gange af den intensitet, efterskolelivet giver.

I skal leve sammen i et forpligtende fællesskab gennem 10 måneder.

Og et efterskoleophold bliver til det, vi gør det til. Vi kan som skole stille rammer op, men I skal udfylde dem med liv. På den måde skaber vi efterskoleopholdet sammen. Og på den måde bliver efterskoleåret både et fælles anliggende og et fælles ansvar.

Når man skal leve sammen med andre mennesker, skal der vurderes og handles. Det vil gælde på værelset, i klassen, i kontaktgruppen, på holdet. Mellem venner – og i forhold til dem, man måske ikke taler så meget med.

Konstant bliver man stillet overfor spørgsmålet: Hvad vil du gøre? – Eller hvad der er det samme: Hvem vil du være?

Vil du sige og tænke det rigtige? – Og vil du også gøre det rigtige?

Vil du søge det sande, det gode og det smukke, – også når det kan være svært og ubekvemt?

Som Tjalfe og Røskva skal I på en rejse til august. 10 måneder på efterskole. En rejse som mange har gjort før jer. Hver med deres udbytte. Men det er sikkert, at ingen går upåvirkede gennem et efterskoleophold.

Jeg tænker ikke, at I skal kæmpe mod Udgårdsloke og hans trolddom, men I vil møde jeres udfordringer, og I vil skulle bruge både jeres urkraft og jeres refleksion.

Hos os skal der være plads til hele mennesker af lidenskab og fornuft. Mennesker, som rummer drifter og engagement i sig, men som tillige rummer sansen for det sande, det gode og det smukke.

Vi vil bekæmpe jætterne – kaoskraften der, hvor den bliver ødelæggende. Vi vil insistere på, at urkraften sættes i forhold til refleksionen og sansen for det sande, det gode og det smukke – og dermed bliver en frugtbar energi.

Derfor vil vi samtalen og mødet. For i samtalen og mødet sker refleksionen. I samtalen og mødet bliver vi klogere på det personlige og det fælles liv.

Det er livsoplysning!

 

Vi glæder os til at se jer til skoleåret 2019/2020 på Efterskolen for Scenekunst!

Besøg os

Har du fået lyst til at se nærmere på skolen, er du velkommen booke et besøg her. Vi glæder os til at møde dig. Hvis du er i tvivl om noget kan du altid ringe på 4161 8485 eller skrive til os: info@efterskolenforscenekunst.dk.

Eleverne hygger sig
Oplev scenekunst med eleverne